»Det bedste, vi har lavet i vores hjem, er vores walk in-closet«

Hver uge får vi et indblik i et boligunivers. Denne gang møder vi Gry Højgaard Staunstrup, stifter og ejer af interiørvirksomheden 'Én Gry & Sif'.

Gry Højgaard Staunstrup er ejer af interiørvirksomheden Én Gry & Sif. Fold sammen
Læs mere

Hvor finder du inspiration til din bolig?

»Gennem de seneste 17 år har jeg rejst en del i Nepal. Selv om boligindretningen i Nepal er meget anderledes end i Danmark, kommer jeg altid hjem med et eller andet. Det kan enten være en måde at gøre tingene på, men kan selvfølgelig også være en fysisk ting. Jeg ender altid med at forelske mig i et eller andet håndlavet unikaprodukt. I det hele taget kan jeg godt lide at omgive mig med produkter, som har en sjæl. Jeg kan godt lide tanken om, at et andet menneske har lagt tid, flid og dygtighed i eksempelvis den hånddrejede stentøjsvase, der nu pynter så fint på mit spisebord.«

Hvem, synes du, er de mest spændende navne på designscenen lige nu?

»Der er mange, jeg bliver inspireret af og glædes ved at følge på sociale medier. Arkitekt og designer Cristina Celestino har et lækkert, men også muntert univers. Jeg kan godt lide den måde, hun kombinerer former, materialer og farver på. Det er vovet på den gode måde.«

Hvad er dit bedste indretningstip?

»Det er vigtigt for mig at omgive mig med noget, som betyder noget for mig. Det kan være en ting fra en rejse, et arvestykke eller en gave, bare det giver mig en positiv følelse eller inspirerer mig. Det bedste, vi har lavet i vores hjem, er vores walk in-closet i soveværelset. Vi har soveværelse på det, der i gamle dage var et tørreloft. Der er derfor en masse bærende spær. De så mærkelige ud i rummet før og kom ikke til deres ret. Men efter vi fik lavet vores walk in-closet, var det med til at indramme soveværelset meget bedre.«

Hvis du skulle ændre noget ved din bolig, hvad skulle det så være?

»Jeg er lige nu i gang med at beklæde en hel væg med kork i mit arbejdsværelse. Ud over at kork er et flot og naturligt materiale, så kommer væggen også til at fungere som ét stort moodboard, hvor jeg løbende kan tilføje og udskifte i mine inspirationsmaterialer. Derudover giver korken en bedre akustik. En af mine helt store drømme er at lave en fabriksvinduesvæg mellem vores køkken og stue. Vi har højt til loftet og nogle store, lækre rum med flotte, gamle trægulve. Sådan en væg vil skabe lidt newyorker-stil her midt i de ellers meget landlige omgivelser, vi bor i. Vi er også en stor familie, og det vil være en rigtig fin måde at få os til at føle, vi er samlet, selv om nogen er i stuen og andre i køkkenet.«

Gry Højgaard Staunstrup er ejer af interiørvirksomheden Én Gry & Sif. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Du kan følge Gry Højgaard Staunstrup på Én Gry & Sifs Instagram-profil @engryogsif, hvor du kan blive inspireret til en smuk og bæredygtig indretning.