Boligejerens nytårsforsæt 2014

Det behøver hverken at være dyrt eller besværligt at love sig selv og sin familie et sundere, billigere eller mere behageligt 2014. Her giver fire eksperter gode råd til et bedre og rarere indeklima, en lavere energiregning og et tryggere hjem.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sundere indeklima, tak
Direktør i Astma Allergi Forbundet, Thorkil Kjær:

»Et bedre indeklima er bare et usædvanligt godt nytårsforsæt. Både for dig selv og hele din familie. Det er vigtigt at forholde sig aktivt til indeklimaet. Dels opholder vi os rigtigt meget inden døre i forhold til tidligere, dels er vores huse i dag nærmest bygget som osteklokker, som er tættere end nogensinde, så der er ikke nødvendigvis et naturligt luftskifte. Sidst, men ikke mindst afgiver mange af de nye ting, vi tager med hjem, problematiske stoffer, partikler, gasser eller dampe. De kan gøre os syge - med alt lige fra en svag hovedpine til en regulær allergi med luftvejssymptomer. Så ja, et bedre indeklima vil give en sundere hverdag med større livskvalitet.«

Sådan holder du dit nytårsforsæt:

Gør grundigt rent en gang om ugen. Husk at lufte ud under og efter rengøringen.

Luft ud i hele boligen med gennemtræk fem til ti minutter tre gange dagligt. Luft også ud, når du for eksempel laver mad eller går i bad, eller når du bruger hårlak, maler eller arbejder med andre eller kemikalier.

Hold boligen tør og undgå skimmelsvamp ved at varme alle rum op til minimum 20 grader. Hvis du gerne vil sove i et køligt soveværelse, kan du varme soveværelset op om dagen og så lufte ud og skrue ned for varmen, før du går i seng.

Tør dit vasketøj udendørs eller i tørretumbler.

Tjek at udluftningskanaler er rene og velfungerende.

Lad alle indvendige døre stå åbne, så eventuel 'forurening' og fugt spredes til andre rum. Luk dog døren til badeværelse og køkken i forbindelse med bad og madlavning.

Indret hjemmet rengøringsvenligt, undgå for meget nips, for mange møbler og lodne overflader.

Kilde: Astma Allergi Forbundet

Læs også: Alt om indeklima

Lavere elregning, tak
Energivejleder fra Energitjenesten, Carsten Vejborg:

»Det vil være en meget realistisk målsætning for de fleste at skære 10 pct. af deres elregning. Det handler om at ændre lidt på sin egen adfærd og for eksempel tænke lidt over, hvor mange elektroniske apparater man har kørende på en gang - og engang imellem at hænge vasketøjet til tørre i stedet for at altid at bruge tørretumbleren. Og så handler det om at vælge energieffektive apparater og lamper.

Men alene det at man bruger lidt energi på at følge med i sit elforbrug, har ifølge elselskaberne en afsmittende virkning på forbruget. Hvis man har en elektronisk elmåler, kan man nemt logge sig på sit el-selskabs hjemmeside og følge udviklingen der. Ellers må man selv notere ned, hvordan det ligger måned for måned og måske i løbet af døgnet. Og lige gøre sig lidt umage og lave det lille regnestykke over, hvor mange kilowatttimer, der er brugt siden sidst. Så ja, her er penge at hente.«

Sådan holder du dit nytårsforsæt:

Vælg de mest energieffektive apparater og hvidevarer, når du køber nyt.

Om muligt - udskift halogen-pærer med LED-pærer. Det giver en el-besparelse på op til 75 pct. Køb eventuelt også LED-pærer, når sparepærerne går i stykker. Det giver en mindre besparelse og en bedre lysoplevelse.

Fravælg nye lamper, der bruger halogenstifter.

Vælg bærbare computere frem for stationære.

Fyld vaskemaskine og opvaskemaskine helt op og vask tøjet ved 20 grader i stedet for 40 grader, og 30 grader i stedet for 60 grader. Når du halverer temperaturen, sparer du ca. 25 pct.

Brug tørresnoren frem for tørretumbleren. Hver tumbling i en cirka fem år gammel C-mærket tørretumbler koster 3,5 kWh eller syv-otte kr. Drop det to gange om ugen og spar op til 800 kr. på elregningen.

Undgå at ældre elektrisk udstyr står på standby. Sluk på kontakten, eller tilslut det en elspareskinne.

Kilde: Energistyrelsen og Energitjenesten

Læs også: Reducér din elregning

I gang med energirenoveringen, tak
Bygningsingeniør og ansvarlig fagekspert i Bolius, Morten K. Mathiasen:

»Der er kun fordele ved at komme i gang med at energirenovere. Man sparer penge, man får en bedre varmekomfort og et bedre indeklima. Mange nytårsforsæt er forbundet med lidt dårlig samvittighed - for eksempel at tabe fem kilo eller stoppe med at ryge. Jeg tror mange boligejere også har lidt dårlig samvittighed over for huset.

Man ved godt, at det ville være smart at få fyret serviceret eller skiftet den defekte termorude på børnenes værelse. Og med de større ting ved vi, at det for eksempel kan betale sig at få efterisoleret loftet eller tjekket hulmursisoleringen. Men det kan være svært at overskue, hvor man skal starte. Derfor kan det være en rigtig god idé at snakke med en energivejleder, der kan hjælpe med at prioritere de forskellige opgaver og lægge en plan. Og så er man allerede godt i gang.

Sådan holder du dit nytårsforsæt:

Få lagt en plan for renoveringsarbejder i hjemme, så de bliver udbedret i den rigtige og mest udbytterige rækkefølge. Det kan for eksempel være:

At efterisolere varmerørene. Hvis huset har kælder eller krybekælder, løber der ofte en del synlige vandrør her, som transporterer varmt vand frem til husets radiatorer og vandhaner. Det er både nemt og hurtigt at isolere rørene, så du slipper for varmespild.

At gøre huset tæt. Selvom huset er velisoleret, kan der være problemer med træk og kulde. Luk eventuelle utætte fuger omkring vinduer, mellem loft og ydervæg, omkring brændeovnens skorstensrør eller omkring kabler og rør.

At efterisolere på loftet. Hvis huset har et uudnyttet loft, kan man blot lægge isoleringsmaterialet direkte på gulvet. Det er nemt og ikke kostbart. I et gennemsnitshus forsvinder 10 procent af varmen ud gennem taget.

At efterisolere husets ydervægge. Hvis huset har en hulmur, skal man blot have et isoleringsfirma til at tage nogle mursten ud af facaden og blæse et løst isoleringsmateriale ind i hulrummet mellem murene. I et gennemsnitshus forsvinder ca. 30 procent af varmen ud gennem husets ydervægge, så der er rigtig mange penge at spare ved at isolere dem.

At udskifte eller renovere vinduerne. I et gennemsnitshus forsvinder 14 procent af varmen ud gennem vinduerne. Almindelige termoruder holder ikke nær så godt på varmen som moderne energiruder. Så hvis dit hus har vinduer, der er 10 år gamle eller ældre, kan man være ret sikker på, at der er penge at spare på varmen ved at udskifte vinduer eller ruder.

At udskifte det gamle varmeanlæg. Hvis huset har et ældre varmeanlæg, er der som regel penge at spare ved at udskifte det. Gå efter et nyt fyr med så høj virkningsgrad som muligt. Eller skift til en varmepumpe, der kan være et godt alternativ, hvis huset bliver varmet op med olie eller el, og man bor i et område uden fjernvarme eller naturgas.

At efterisolere husets gulve. I et gennemsnitshus forsvinder 15 procent af varmen ud gennem gulvet. Det kan du undgå ved at isolere. Det er lettest at efterisolere gulvet, hvis huset har kælder eller krybekælder, men det er i mange henseender ret omfattende og kræver ofte nye gulve.

Kilde: Bolius

Læs mere om energirenovering her

Ingen indbrud, tak
Merete Djurhuus, Det Kriminalpræventive Råd:

»Der er ingen tvivl om, at man selv kan gøre meget for at undgå indbrud. En forskningsundersøgelse viser for eksempel, at ordningen 'Nabohjælp' har en effekt og kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud. Men vi har en formodning om, at mange indbrud kunne forhindres, hvis man blev lidt bedre til at sikre sit hus og hjem - for eksempel til noget så banalt som at få låst dørene, lukket hasperne på vinduerne og installeret nogle ordentlige låse i dørene.

Desværre er der ingen garantier for noget som helst, selv om man gør sig store anstrengelser, men hvis uheldet skulle være ude, har man i det mindste den vished med sig selv, at man gjorde, hvad man kunne.

Sådan holder du dit nytårsforsæt:

Sørg for, at døre og vinduer er forsvarligt lukkede og låst, når du forlader dit hjem.

Få låse i yderdørene af god kvalitet - eller få måske to. De er dobbelt så gode som én.

Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge dem til indbrud. Har du en stige udenfor, så lås den fast.

Få det til at se ud som om, der er nogen hjemme. Tænk på, hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Placér værdifulde genstande på en måde, så de ikke er synlige udefra.

Mærk evt. dine værdigenstande, så tyven har sværere ved at sælge dem. Læs mere om 'Operation Mærkning' her: www.dkr.dk/mærkning-af-ting .

Tænd lyset i et par værelser, når du forlader hjemmet om aftenen, og brug automatiske tænd og sluk-ure, når du er bortrejst - for eksempel også til radio eller tv.

Undgå at fortælle på internettet eller telefonsvareren, at du er bortrejst.

Tyve kan godt finde på at ringe på døren for at tjekke, om du er hjemme. Derfor kan det være en god idé at slå ringeklokken fra. Det kan gøre tyven usikker.

En gøende hund er effektiv mod tyve. Har du en hund, er det en god idé at lade den blive hjemme, når du går i byen.

Tilmeld dig Nabohjælp på nabohjælp.dk, og få dine naboer til at holde øje med din bolig, imens du er væk. De kan også fylde affald i din affaldspose, eller parkere deres bil foran dit hus og holde øje med, at der ikke går ubudne folk rundt i kvarteret

Kilde: Bolius og Det Kriminalpræventive Råd