Bodum sætter strøm til stempelkanden

Danske Bodum har udviklet en hel serie af elartikler. Blandt andet en moderne version af Madam Blå-metoden.

Fra den klassiske stempelkande til den nye kaffebrygger pour-over fra Bodums nye serie e-bodum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: PR

I 1974 gik Bodum foran med lanceringen af den stempelkaffekande, der siden hen har været en fast del af virksomhedens sortiment på trods af en del skepsis fra omverdenen i starten.

- Alle troede, jeg var idiot. Nogle troede, det var en løghakker, mens andre spurgte efter ledningen. Det var, da filterkaffemaskinerne lige var kommet på markedet. Husmødrene ude i Glostrup Shoppingcenter skreg af grin, da jeg stod der og demonstrerede min stempelkande. Men vi har da fået solgt et par stykker i mellemtiden, siger Jørgen Bodum.

Nærmere bestemt mere end 100 millioner eksemplarer, og dermed kan stempelkanden siges at være lidt af en vindervare.

Det afholder dog ikke Bodum fra at tænke i nye baner, og inden for de senere år har virksomheden præsenteret flere og flere elartikler til køkkenet, og de har fået god modtagelse.

Dette efterår tager Bodum skridtet videre med lanceringen af produktlinjen e-bodum, der blandt andet består af tre nyheder - en stor køkkenmaskine, en transparent elkeddel og kaffebryggeren Pour Over. Sidstnævnte gør sig særligt bemærket, fordi der ikke er ret mange andre udbydere i Danmark, der bruger samme kaffebrygnings-teknik.

- Pour over-teknikken er ikke rigtig begyndt i Danmark. Der er ikke mange, der ved, hvad det er. Men i USA er de helt vilde med det. Her foretrækker de unge det frem for en espresso, fortæller Jørgen Bodum.

Nemmer at få den rette aroma

Pour over-teknikken fungerer lidt på samme måde, som da man før i tiden stod med Madam Blå-kander og hældte kogende vand over kaffen i hånden. Bodums nye elektriske kaffemaskine gør det bare for dig, og igennem et genbrugeligt guldfilter fordeler den langsomt vandet ud over kaffen, når det har en temperatur mellem 92 og 93 grader.

Og ifølge Jørgen Bodum er det her, man opnår den optimale aroma.

- Tricket ved den her maskine er, at kedlen koger vandet op til 96 grader, hvorefter det transporteres gennem nogle rør, der ikke har noget varmetab, og videre ind i en siliconebeholder, der fordeler vandet godt ud over kaffen som en bruser. Når vandet så dypper ned, falder temparaturen til 92 eller 93 grader, og det er den ideelle temperatur. Problemet med en almindelig filterkaffemaskine er, at vandet ikke engang er 90 grader, når det rammer kaffen.

Følg også boligstoffet på Facebook

Selv om Pour over-teknikken endnu er forholdsvis ukendt i Danmark, tror Jørgen Bodum, at der er et marked for det.

- Forbrugeren skal nok have lidt hjælp, og vi skal forklare, hvad det er, men jeg tror, markedet er der. Selv om det er en lidt dyrere kaffemaskine, end det man er vant til at se fra os, er den stadig billigere end mange espressomaskiner. Og det er dem, vi er oppe imod. Det er ikke filterkaffemaskinen. Og problemet med espressomaskiner er, at de mange gange kræver, at forbrugeren gør det helt rigtigt, før den optimale smag opnås. Men her klarer maskinen det for dig.

Stadig plads til stempelkanden

Bodum har ingen planer om at fjerne den næsten ikoniske stempelkande fra sortimentet, bare fordi de nu satser større på elartiker.

- Vi bliver ved med alt det, vi gør. Det kan godt være, at vi kommer til at begrænse vores program en lille smule, men stempelkanden og kaffeartiklerne vil blive ved med at være der. Vi kan bare se, at vores elartikler har udgjort knapt 40 procent af vores totalomsætning de sidste to år. Og jeg har store forventninger om, at det vil stige til 80-90 procent inden for de næste to-tre år. Vi ser nogle helt andre vækstrater på elartiker, så hvis vi kan sælge lige så mange køkkenmaskiner som dobbeltvæggede kopper, så sker der jo noget.

Ud over en større prismæssig volumen, der gør det fordelagtigt for virksomheden at satse på elektronik, forklarer Jørgen Bodum også, at elartikler til køkkenet er det, folk gerne vil have:

- Mange har i de senere år slået køkken og spisestue sammen og har derfor fået større køkkener. Og så er der jo plads til flere ting, og hvis man så samtidig kan få noget, der er pænt at have stående fremme, så vil folk gerne have det.