Aston Martins Porsche 911-dræber

Vantage stiger i graderne, påtager sig for alvor rollen som det britiske svar på Porsche 911 - den nye V8-turbomotor fra Mercedes-AMG, elektronisk differentiale, skarp aerodynamik og en masse elektroniske tricks skal få den nye sportsvogn med 510 hk op på et hidtil uset niveau

Med Vantage tager Aston Martin for alvor afsked med den danske bildesigner Henrik Fiskers linjer. Han var chefdesigner for mærket fra 2001 Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Drew Gibson

Henrik Fiskers indflydelse på Aston Martin er ved for alvor at fordufte. Så smukke som bilerne blev skabt under den danske designer, virker den britiske producent til at ville noget nyt og noget skarpere med designet. Den nye Vantage, den nye udgave af Aston Martins mindste model, står i standardudgaven med et overdimensioneret luftindtag i kofangeren, som kunne stamme fra en GT3-racerudgave. De små forlygter er aggressive og minimalistiske, bagenden præget af en svulmende kofanger med store "vinger" og en stor diffuser som indlæg. Den nye Vantage ser organisk, dynamisk og hurtig ud - og det skal også være følelsen for den, der sidder bag rattet.



Den efteraber ikke sin mest oplagte konkurrent, Porsche 911, men idéen er at komme i mål som en mindst lige så kompetent sportsvogn. Fra 0-100 km/t på 3,5 sekunder og en topfart på 312 km/t er i Porsche 911 Turbo-territorium, og den nye 4-liters V8, som er venligst udlånt fra Mercedes-AMG som den nye "basisenhed" blandt motorerne hos Aston Martin (naturligvis med særlig justering og opsætning), yder da også med 510 hk tæt på de 540 hk, den tyske konkurrent stiller med. For på nogen måde at nå det dynamiske niveau i en 911, går Aston Martin den elektroniske vej med den nye Vantage. Aldrig før har den haft et spærredifferentiale ved de trækkende baghjul, men det har den nu, og det er et elektronisk system (E-Diff), som på millisekunder kan låses - det skulle have stor indflydelse på bilens dynamik.

Den nye Vantage bliver den første Aston Martin med et elektronisk differentiale mellem de trækkende baghjul. Differentialet kan som så meget andet justeres gennem flere køreindstillinger Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Drew Gibson.


Intet er overtaget fra den gamle Vantage, og basis er den nye aluminiumkonstruktion fra sidste års nyhed, DB11. Men alligevel er 70 procent af komponenterne nye i forhold til den større DB11. Chassis-highlights inkluderer en ny generation adaptiv Skyhook-undervogn med tre forskellige indstillinger. Indstillinger er kodeordet, og undervognen og differentialet er ikke det eneste, der kan justeres gennem indstillingerne Sport, Sport Plus og Track. Motor, transmission (en automatgearkasse med otte trin), undervogn, differentiale, styretøj, ESC og torque vectoring-systemet styres gradvist i en klart med dynamisk retning, som man går gennem de forskellige køreprogrammer.

En indbydende kabine med en 8” skærm til infotainmentsystemet og lækre, håndlavede materialer. Der er en befriende mangel på synlig kulfiber, som findes overalt i nutidens sportsvogne Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Drew Gibson.


Lige så moderne den elektroniske armada i Vantage er, lige så opdateret virker kabinen i den nye Vantage. Organiske former, ingen lange og ubrudte linjer (en hentydning til 911, måske?) og læder, Alcantara og en 8" infotainmentskærm præger den flotte kabine. Manglen på synlig kulfiber er nærmest befriende i en verden af sportsvogne, hvor det lette materiale tværes ud i ansigtet på alle, der kigger ind. De første kunder kan forvente at få leveret deres nye Vantage i andet kvartal af 2018, og den tyske pris uden danske afgifter er 154.000 euro - det er 23.000 euro lavere end Porsche 911 Turbo, hvis nogen skulle spørge.

Den fås også i andre farver end gul. Når det gælder motorerne, er det derimod take it or leave it, for indtil videre er Vantage altid med en 4-liters V8 fra Mercedes-AMG med 510 hk Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Drew Gibson.