Flere bilmærker kæmper om kunderne i flere bilklasser end nogensinde, og derfor ser vi et hav af crossovers, SUV’er, mikrobiler og pickupper, der hele tiden forsøger at overgå hinanden i at være unikke og åbne nye nicher. I det spil er den klassiske sportsvogn trillet en anelse i glemmebogen. For engang kunne de fleste mærker opvise en enkelt model på programmet, som udelukkende var bygget med køredynamik for øje.

En lille ferm vogn med plads til to og som oftest med stoftag. Men med pensionen af biler som Peugeot RCZ og BMW Z4 synes det, som om der bliver færre og færre af de regulære sportsvogne, som den gennemsnitlige bilkøber har råd til. I superbil-land hvor Ferrari, McLaren og Lamborghini huserer, fortsætter festen for fuld blus, men blandt de tilgængelige sportsvogne til en million kroner og nedefter bliver der længere og længere mellem snapsene.

Det er en skam, men inden vi taler os klar til en recept på en pakke middelkraftige lykkepiller, så lad os fejre sportsvognene, der stadig sælges. For guldkornene er stadig derude, og vi har i denne – den syvende ud af ti kåringer af Årets Bedste Biler – sat os for at finde Årets Bedste Sportsvogn 2017.

Det handler altså ikke om superbiler, hyperbiler, eller hvad vi skal kalde nogle af verdens dyreste og mest eksklusive biler fra de små nicheproducenter. Nej – det handler om den klassisk tilgængelige sportsvogn, som ligger inden for rammen af, hvad vi kan tillade os at drømme om som gennemsnitlige bilkøbere. Okay – to af bilerne sniger sig over en million kroner. Men om et par år koster de det halve, og der kan alle være med – i modsætning til superbilerne med stejlende hingste eller grundvrede tyre på logoerne.

Tre en halv sportsvogn

Når vi kårer Årets Bedste Biler, behøver finalisterne ikke at være fra i år. Modellen kan være både et og to år gammel. Det handler nemlig udelukkende om at finde den bedste bil – og ikke den bedste af de nye. For som oftest bliver de bedste ikke overgået i et par sæsoner.

Feltet tæller fire virkelig stærke biler, der deler sig i to grupper. De tilgængelige i form af Fiat 124 Spider og Mazda MX-5 RF og de potente i form af Porsche Boxster S og BMW M2. Den sidste er med på et wildcard, for den er i virkeligheden et billede på en af de biler, der måske er skyld i, at bilproducenterne ikke har så travlt med at lave kompromisløse sportsvogne længere. Den er undfanget til sjov, men baseret på en almindelig BMW 2-serie, og derfor er businesscasen langt bedre for producenten.

De skal ikke lave en helt ny bil, men bare give en af deres eksisterende et skud steroider. Det giver papirpræstationer som en sportsvogn, og det frister køberne, da de som oftest får en langt højere praktisk anvendelighed.

Det var den medicin, der slog de små britiske sportsvogne ihjel i 1970’erne, for med fremkomsten af GTI-klassen, der kørte lige så hurtigt, men havde plads til fire personer og bagage, hvem gad så at have en Triumph Spitfire? Man kan altså diskutere, om man kan kalde en BMW M2 for en rigtig sportsvogn. Men den appellerer til de samme kunder og har præstationerne i orden, så vi tog den med for at se, om den også kunne friste os.

Testen er henlagt til en serie små krogede veje i provinsen. For det er der, sportsvognene lever, og der, man bedst nyder deres hverdagspotentiale på underholdningsfronten, og det er det, vi jagter i en vinderbil. Vi kunne have kørt på bane med bilerne, men det er ikke den hurtigste racerbil, vi jagter, men den bil, der giver størst køreglæde inden for lovens rammer ved hverdagsbrug.

Juryen består af tre motorjournalister og en lægmandsdommer, der hver skal placere bilerne i en top fire ved testens afslutning. Der er ikke nogen faste præmisser for, hvordan bilerne skal vurderes. Det enkelte jurymedlem må dømme, som det finder relevant for klassen.

Men overordnet set handler det mere om underholdning end om snusfornuft, så for en gangs skyld er styreinput, bremser og undervognskontrol vigtigere end plads og pris. Eneste malurt i bægeret var en stort set vedvarende regn på testdagen. Men med fire baghjulstrækkere gjorde det ikke nødvendigvis underholdningen dårligere, den foregik bare ved lidt lavere hastigheder.

Et potent kompromis

BMW M2 var dagens største mundfuld. 370 hk fra en hidsig baghjulstrækker i regnvejr betød svedige håndflader. Som lægmandsdommeren lakonisk bemærkede, så føltes det mere, som om det var BMW’en, der kørte med ham, end ham der kørte med BMW’en. Nu er M2 også en hårdkogt størrelse, og det føltes til tider, som om den var mere racerbil end sportslig coupé.

M-afdelingen ligger i et konstant våbenkapløb med Mercedes’ tuningsafdeling AMG og Audis ditto, og det bliver vildere og vildere for hver model, der kommer. Det er lige før, at jeg tror, at BMW M2 ville slå de tre andre biler på en racerbane – inklusive den særdeles fine Boxster S.

Men den er ikke på samme måde underholdende og letomgængelig som de rendyrkede sportsvogne. Til gengæld har den testens største bagagerum og et par bagsæder, hvor der kan sidde to voksne – hvis ikke de har for lange ben. Den har altså klart flest praktiske dyder. Men det koster på badevægten, hvor den tjekker ind med en køreklar vægt på 1.670 kg.

Det er små 300 kg mere end Porschen og 600 kg mere end de to små roadsters. På motorvejen giver den ekstra vægt en herlig retningsstabilitet, men på de små veje er det bare ekstra kilo, der skal lokkes til at skifte retning i svingene så hurtigt som muligt. Den fremstår som et uhyggelig potent kompromis mellem hverdagsduelighed og præstationer.

Men en sportsvogns ypperste opgave er ikke at gå på kompromis med noget i den sportslige køreoplevelses navn, og BMW’ens ekstra kilo gør, at den ikke er så omgængelig og lettilgængelig i jagten på hverdagens små køredynamiske øjeblikke, og det bliver den straffet for af dommerne, og derfor ender den med blot at score 12 point. Vi er altså ikke klar til det fornuftige alternativ til en regulær sportsvogn, hvis målet er at finde den mest underholdende bil.

Ligner en misforståelse

Mazda MX-5 vandt titlen tilbage i 2015, og den ER en fantastisk underholdende størrelse. I år blev den så lanceret med et stålfoldetag og et coupédesign med efternavnet RF (Retractable Fastback). Det er den specifikke udgave af Mazda MX-5, som vi tager under sportsvognsluppen.

Til lanceringen blev jeg betaget af designet med den coupéfaldende b-stolpe, og jeg gik så vidt som til at kalde den for den smukkeste Mazda MX-5 nogensinde. Nu er skønhed ikke et ultimativt kriterie i kåringen af en sportsvogn, men det gør ikke noget.

Det gør til gengæld dens irriterende tagkonstruktion. For det første kan den kun betjenes ved hastigheder på under 10 km/t (hvilket en af testkørerne fik at føle, da regnen begyndte at falde igen). Porschen jonglerer sit større stoftag på ved højere hastigheder – ligesom stort set alle andre cabrioleter med automatisk tag på markedet.

Dernæst er vind­støjen alt for høj i kabinen, når taget er nede – også højere end i den almindelige MX-5. Læg dertil, at den både er tungere og dyrere end den almindelige MX-5, og der er udbredt enighed blandt dommerne om, at den begynder at ligne en misforståelse. Den ser godt ud, og om vinteren er ståltaget givetvis federe end den almindelige MX-5’ers stoftag.

Den er stadig sjov, og den 2-liters benzinmotor er en rigtig sportsvognsmotor med fint bundtræk og masser af omdrejningsvillighed. Men grundlæggende burde Mazda have lavet en rendyrket coupé med fast tag, som var lettere og mere vridningsstabilt end den åbne roadster. Så havde øvelsen givet mening. Nu er den bare en køn, men fejlbarlig udgave af den ægte vare – den åbne MX-5. Det giver kun 14 point, da dagen er omme.

Drømmen om Italien

Fiat 124 Spider er den eneste Fiat, der bygges i Japan, og det gør den, fordi den i virkeligheden er en Mazda MX-5. Kabinen er stort set uændret fra MX-5, men det ydre design har fået en omgang italiensk charme med designelementer fra den originale 124 Spider. Her er juryen ikke enig, men jeg er personligt stor fan af Fiatens linjer.

Nu er design en smagssag, men en af konsekvenserne er, at den er blevet en anelse længere end MX-5. Det betyder også, at den er blevet en anelse tungere, og vægt er den store køreoplevelses største fjende. Det er dog ikke alverden, og på de små veje spreder Fiat 124 Spider glæde blandt hele dommerpanelet.

Motoren er den eneste originale Fiat-del i vognen. Det er en 1,4-liters firecylindret turbomotor på 140 hk, og fordi den har turbo, leverer den mere moment ved lavere omdrejninger end Mazdaens 2-liters sugemotor. Det gør bilens power lidt lettere tilgængelig for den uøvede sportsvognskører. Han har kort sagt kræfterne til rådighed hurtigere og ved lavere omdrejninger.

Desværre taber den pusten, når den løber mod det røde felt, og det er her, Mazda-motoren vågner op. Så motorvalget handler om temperament. Den er sat en anelse mere komfortabelt op end Mazdaen, og det gør den lidt roligere på motorvejen. Tagkonstruktionen har den også fået fra MX-5. Den er simpel, og taget foldes manuelt. Godt for vægten og for funktionaliteten – og i den klassiske puritanske sportsvogns ånd. I det hele taget er den lille roadster en hyggespreder, og med tre andenpladser og en tredjeplads scorer den 22 point og en samlet andenplads.

Suveræne Porsche

Det er lidt med Porsche, som det er med det tyske herrelandshold i fodbold. Når de er med i en konkurrence, ender det som oftest med, at de står øverst på skamlen, når røgen har lagt sig, og slaget er omme. Porsche Boxster imponerer hele dommerpanelet. Dels hvad angår køredynamik, dels og især når det kommer til finish og funktionalitet.

Den er hurtig, men langt fra så brutal som M2. Det behøver den ikke at være, fordi den er markant lettere. Dens sugemotor på 2,5 liter er omdrejningsvillig og potent, og den automatiske 7-trins PDK dobbeltkoblingsgearkasse lægger gearskiftene klinisk perfekt ind.

Djævlens advokat vil sige, at det er ikke svært at lave en bedre bil, hvis den koster halvanden gang så meget som MX-5 RF, og Fiat 124 Spider– testbilen starter ved omkring 1,25 mio. kr. Men flere af dommerne har kørt den lille Boxster uden S, og selv med den lille 2-liters motor på 300 hk og manuelt gear er den en forførende oplevelse.

Og så kommer prisen under en million kroner. Stadig pebret, men bilen er på alle parametre en vinder. Den er forførende smuk, lyder brysk, kører knivskarpt og oser af høj kvalitet. Med fire førstepladser er dommerpanelet heller ikke i tvivl: Porsche Boxster er Årets Bedste Sportsvogn 2017.

Konklusion

Så tyskerne vinder i sidste ende. Igen – fristes man til at sige. Men Porsche Boxster er bare en forførende suveræn størrelse. Efter endt afstemning går sludren over kaffen, og alle havde helt sikkert mest lyst til at køre hjem i Porschen.

Men snakken vender alligevel hele tiden tilbage til den almindelige MX-5, der også spøger i beskrivelsen af både Fiat 124 Spider og i RF-udgaven af MX-5. For en almindelig MX-5 med stoftag og den 160 hk 2-liters motor uden sportspakken koster kun 369.998 kr. Hvis penge spillede en større rolle, og vi skulle være snusfornuftige, ville vi stort set enstemmigt vælge en almindelig MX-5, da du kan få tre for en Boxsters pris. Men i dagens felt og med det køredynamiske hjerte som ledestjerne er Boxter den helt rigtige vinder.