Testet positiv for doping efter ubeskyttet sex

Den håbefulde, amerikanske bokser Virginia Fuchs er blevet frikendt i en kuriøs dopingsag, hvor hun kortvarigt troede, at hendes OL-drømme var blevet slukket.

I marts blev hun kontaktet af det amerikanske anti-doping-agentur (USADA), hvor hun fik at vide, at hun var testet positiv for brug af præstationsfremmende midler.

Den 32-årige texaner havde afleveret den positive test i februar - en urinprøve, der var blevet taget udenfor konkurrence, og som har vist sig at være positiv på baggrund at et samleje.

»Jeg var i totalt chok og anede ikke, hvor det kom fra. Jeg har aldrig taget noget. Jeg er bare lettet over, at USADA har set min sag som unik og har givet mig en 'no fault' (frifindelse, red.),« siger hun til Fox26 i Houston.

Og hvad var det unikke så ved sagen?

USADA har i sin kendelse fundet, at Viginia Fuchs ikke selv har taget noget. Men hendes kæreste har ubevidst.

Virginia Fuchs var blevet testet positiv for to præstationsfremmende midler, og begge midler fandtes i produkter, som hendes kæreste indtog på daværende tidspunkt.

Han var dog ikke klar over, at der var forbudte midler i de to produkter, han tog. Og Virginia Fuchs, der sandsynligvis tjekker alt, hvad hun putter i sin krop, var ikke klar over, at kæresten indtog de pågældende produkter.

I USADAs efterforskning fandt man frem til, at de to produkter ville svare til, hvad der kunne være transporteret fra kæresten til Virginia Fuchs i forbindelse med sex, såfremt de to ikke beskyttede sig med et kondom. Og hun måtte derfor bekræfte over for USADA, at de ganske rigtigt ikke beskyttede sig i soveværelset.

På den baggrund af USADA torsdag besluttet, at Virginia Fuchs er uden skyld i sagen.

»Jeg havde ingen anelse om, at du kunne blive smittet gennem intim kontakt. Jeg har lært en lektie her, og jeg håber, at andre atleter kan lære af min fejl,« siger hun til Fox26.

32-årige Virginia Fuchs har fokus på at komme med til OL i Tokyo i 2021. Hun er nummer et på den amerikanske amatør-rangliste i fluevægt og derfor på papiret landets største medaljehåb i den vægtklasse ved næste års OL.