Promotor afbryder samarbejdet med Dina Thorslund øjeblikkeligt

Boksepromotorselskabet Team Sauerland afbryder samarbejdet med den danske verdensmester i boksning Dina Thorslund.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

»Vi har haft et langt og succesfuldt samarbejde med Dina, som gjorde hende til ungdomsverdensmester, Europa- og verdensmester. Efter diskussioner med Dina og hendes team har vi dog besluttet at frigive hende fra sin kontrakt,« siger Nisse Sauerland.

Den danske WBO-verdensmester i super-bantamvægt luftede i slutningen af januar sine frustrationer over, at hun endnu ikke vidste, om fremtiden skulle være med Sauerland eller ej.

»Lige nu sker der ingenting, og det er et problem, synes jeg. Jeg forsøger at lade min træner tage sig af det, og så fokuserer jeg på at holde mig i gang. Det er frustrerende, og jeg skulle jo have bokset snart. Men det er usikkert, og der er intet håndgribeligt,« sagde hun dengang til B.T.

Men selvom der nu er kommet en afklaring, og Dina Thorslund er blevet frigivet fra sin kontrakt, så åbner Team Sauerland en dør for, at de i fremtiden ville kunne samarbejde igen.

»Vi ønsker Dina held og lykke i sin karriere. Vi har samtidig bevaret en mulighed for at arbejde sammen med Dina i fremtiden, hvis der skulle opstå en passende anledning, fortæller Nisse Sauerland.

I pressemeddelelsen fortæller den 26-årige danske bokser, at hun er taknemmelig for den tid, hun har haft hos boksepromotorselskabet.

»Jeg vil gerne takke alle på Team Sauerland for alt deres hårde arbejde og støtte gennem årene,« siger hun og fortsætter:

»Selvom jeg nu går i en anden retning, forbliver jeg taknemmelig for den rolle, de spillede for at gøre mig til verdensmester. Vi går fra hinanden på god fod, og jeg ser frem til det næste kapitel i min karriere.«

Dina Thorslund boksede sit senere opgør den 22. juli 2019 mod April Adams.

Hun har endnu til gode at tabe en professionel boksekamp og står lige nu noteret for 14 sejre.