MMA-kæmperen Rodrigo de Lima fundet dræbt

Den tidligere UFC-fighter Rodrigo de Lima er søndag fundet dræbt, efter han havde været i skænderi med sin Uber-chauffør.

Det skriver The Guardian.

Ifølge de brasilianske myndigheder var Rodrigo de Lima kommet op at skændes med sin Uber-chauffør, hvorefter han havde forladt bilen. Da den tidligere MMA-fighter var begyndt at gå, kørte chaufføren over og dræbte ham.

Rodrigo de Lima blev fundet på en tankstation i udkanten af byen Belem. Herfra blev han kørt på hospitalet, men afgik altså ved døden som følge af påkørslen.

Samme historie bekræfter hans ven og tidligere UFC-fighter Michel Prazeres, der var med på samme tur.

Rodrigo de Lima gik under fighternavnet 'Monstro', og havde i en alder af 26 år kæmpet 13 professionelle kampe med en rekord på 9-3-1. To af dem var i UFC, hvor det blev til to nederlag.

De to nederlag betød også, at de Lima måtte vinke farvel til UFC igen. Men han havde ikke i sinde at opgive sin store drøm. Derfor var målet stadig at vende tilbage til UFC.

De brasilianske politi har angiveligt identificeret gerningsmanden men har endnu ikke anholdt ham.