Efter ubehagelige mails: Dansk promotor lukker

Lukker. Færdig. Slut.

Den danske promotor QProBoxing har valgt at dreje nøglen om og lukker fra dags dato. Dermed er alle boksere i stalden fritstillet.

Det oplyser QProBoxing i en pressemeddelelse, der samtidig forklarer, at lukningen skyldes vedvarende chikane og trusler. 

»Siden vi afholdte Quaestor Fight Night i Gilleleje, har vi oplevet, at der er blevet sendt e-mails ud til byer og virksomheder, som vi har været i kontakt med angående nye stævner,« siger promotor Svend Rasmussen og fortsætter:

»Disse e-mails indeholder voldsomme beskyldninger, som intet hold har på sig. Ydermere har vi indikationer på, at disse oplysninger stammer fra en intern kilde.«

Selvom sagen er blevet meldt til politiet under straffelovens paragraf 266, der omhandler trusler, så har en enig ledelse besluttet at trække stikket.

»Thomas Møllenberg stod klar til at overtage, hvis jeg trak mig. Men den seneste uge har vi oplevet flere ubehagelige e-mails, som nu gør at Thomas har valgt ikke at føre QProBoxing videre,« siger Svend Rasmussen.

Lukningen betyder også, at samtlige boksere i QProBoxings stald nu bliver fritstillet. En stald, der blandt andet tæller danske Patrick Nielsen og Abdul Khattab.

Dermed kan de nu frit gå ud og finde en ny promotor.

»Vi havde en drøm om, at føre dansk boksning tilbage til en ny storhedstid, siger Svend Rasmussen og fortsætter:

»Desværre må vi sande, at der er nogen, som ikke ønsker at vi er en del af sporten,« lyder det fra Svend Rasmussen.

Det var den 4. juli i år, at QProBoxing afholdt deres første stævne 'Quaestor Fight Night.