Dramatisk afslutning på boksekamp: 'Tyveri ved højlys dag'

Kæmpeopgøret i sværvægt mellem de ubesejrede boksere Deontay Wilder og Tyson Fury endte på mirakuløs vis uafgjort.

Efter 12 runders intens boksning scorede de tre dommere henholdsvis 115-111 til Wilder, 114-110 til Fury og 113-113. Dermed forsvarer Wilder sin VM-titel.

Allerede nu er folk utroligt overraskede over resultatet, hvor mange mener, at opgøret havde en klar sejrherre i engelske Tyson Fury.

Søger man på de to navne på Twitter er man i hvert fald ikke i tvivl om, at størstedelen mener, at udfaldet burde have været anderledes.

  • »Ikke den største Fury-fan, men det der var tyveri ved højlys dag.«
  • »Når en kamp ender 115-111 til den ene og 114-110 til den anden, må man overveje, hvad fanden dommerne ser på. Det stinker af snyd. Fury er blevet bestjålet.«
  • »Fury var uden tvivl den bedre bokser. Uden konkurrence.«
  • »Et rigtigt menneske havde kampen 115-111 til Wilder.«
  • »Hvad i alverden tænker Alejandro Rochin på, 115-111? Tager du pis på mig?«
  • »Alejandro Rochin skal aldrig have lov til at dømme igen.«

Derudover pointerer flere på Twitter, at Deontay Wilder så tilfreds ud med det uafgjorte resultat, mens Tyson Fury var skuffet.

Tyson Fury var i gulvet to gange, hvor det især i 12. og afgørende omgang så ud til, at han var i krise.

Amerikanske Wilder landede to slag på englænderen, der akkurat kom på benene og på mirakuløs vis fuldførte omgangen og kampen.

De to ture i gulvet trækker point fra Tyson Fury, hvilket dermed kan indikere, at englænderen vandt de flere omgange ifølge dommerne.

Efter kampen var de to boksere dog enige i at være uenige.

»Vi er på udebane. Jeg går i gulvet to gange, men jeg mener oprigtigt, at jeg vandt den kamp,« sagde Tyson Fury i ringen kort efter kampen, mens Wilder mente, at han havde sejren i hus med de to gange, han slog Fury i gulvet.

»Der kommer en rematch, og jeg får ham der,« sluttede Wilder.