Snart vil børn modtage 30.000 gratis bøger: »Der foregår jo en konkurrence om børnenes tid«

Boghandlerforeningen uddeler for andet år i træk en gratis bog til børn mellem ni og 12 år. Og det skal få børn til at læse mere. »Der foregår jo en konkurrence om børnenes tid. Og den konkurrence vil vi gerne vinde ved at uddele en rigtig god bog,« siger direktør.

»Der foregår jo en konkurrence om børnenes tid. Og den konkurrence vil vi gerne vinde ved at uddele en rigtig god bog,« siger Bo Dybkær. Han er direktør i Boghandlerforeningen, som står bag uddelingen af de 30.000 bøger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

30.000. Så mange bøger vil i begyndelsen af september blive uddelt til danske børn mellem ni og 12 år.

Det er Boghandlerforeningen, som står bag tiltaget. Det er andet år i træk, at foreningen uddeler gratis bøger. I år er valget faldet på bogen »Tyvefældens forbandelse« af den garvede børnebogsforfatter Kasper Hoff. Det er den første bog i en serie, der hedder »Samlingens Vogter«.

Bøgerne vil blive delt ud i boghandler landet over, ligesom den også kan hentes som gratis lydbog på hjemmesiderne saxo.com og bog-ide.dk.

Bo Dybkær, som er direktør i Boghandlerforeningen, fortæller, at det er magtpåliggende for foreningen at lære børn og unge at læse af lyst. Og det er netop derfor, de mange tusinde bøger uddeles under Verdensbogugen, som finder sted mellem 5. og 12. september. Samtidig sker det for at understrege, at de danske boghandlere er dygtige til at vejlede børn og unge til at finde den helt rette bog at læse.

»Vi vil gerne styrke børns læselyst og læseevne. Det er et område, der skal sættes ind på. For børn læser mindre, end de har gjort tidligere. Det går ud over evnen til at læse, og den evne har man stadig brug for i dag. Der foregår jo en konkurrence om børnenes tid. Og den konkurrence vil vi gerne vinde ved at uddele en rigtig god bog. For hvis læselysten bliver vakt, er det nemt at læse videre,« siger Bo Dybkær.

Læsere falder fra

Hvorfor er det lige »Tyvefældens forbandelse«, I har valgt?
»Det er en spændende og god historie, som er skrevet af en dygtig og produktiv forfatter. Og den henvender sig både til drenge og piger. Og den har en række gode kvaliteter, så den egner sig til at blive en god læseoplevelse. Der er mange forældre, som får at vide, at deres børn skal læse 20 minutter hjemme hver dag. Og det skal være noget, der ikke er skolerelateret. Og så kan der opstå tvivl om, hvad børnene skal læse. Men man kan jo altid gå til boghandlerne.«

Tror du, at det kan få børn til at lystlæse mere end at pligtlæse?
»Det tror jeg. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at børn opgiver at læse, fordi de ikke ved, hvad de skal læse, og måske ikke synes, de får tilstrækkelig hjælp på skolebiblioteket eller kommunebiblioteket. Derfor vil vi gerne bringe boghandlerne i spil som rådgivningskilde.«

Hvorfor er det lige børn mellem ni og 12 år, der er målgruppen?
»Det vakte vores interesse, da en undersøgelse for nogle år siden viste, at det var i den alder, at de begyndte at falde fra. De hyppige læsere bliver simpelthen færre i den aldersgruppe, så det er dér, vi skal sætte ind. For hvis vi først venter, til de er blevet teenagere, er det meget sværere at fange dem.«