Han har talt med 12 mordere: »Vi kan alle begå drab, men vi kan også alle lade være«

Journalist og forfatter Thomas Thurah har i bogen »Skyldig i drab«, talt med indsatte i Herstedvester Fængsel, både mænd og kvinder, der alle har det til fælles, at de har taget et andet menneskes liv. Men hvad sker der, når dommen er fældet og fængselsporten lukker bag de dømte. Hvad sker der for, og inde i hovedet på, et menneske, der har myrdet?

»Det her med at erkende sin forbrydelse er hele tiden til forhandling og er også noget, man internt i fængslet måler hinanden på. Mange udtrykker foragt over for den, der ikke erkender sin forbrydelse eller forsøger at unddrage sig ansvar og skyld,« mener Thomas Thurah. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

»Jeg kan ikke huske hvorfor eller hvordan. Det næste, jeg husker, er bare… Der er blod over det hele, og hun er ikke i live mere.« – »Kim« (afsoner pt. drabsdom i Herstedvester Fængsel). Fra bogen »Skyldig i drab«.

»Flere af de drabsdømte beskriver selve drabsøjeblikket som noget, der udspiller sig som en film, som en virkelighed, de er afskåret fra. Som om man er uden bevidsthed, og så »vågner man op til drabet«.«

Over et par år har Thomas Thurah haft flere indgående samtaler med 12 indsatte i Herstedvester Fængsel. Her sidder mange af dem, der har begået nogle af landets mest brutale forbrydelser.

Anonym indsat i Herstedvester Fængsel

»Lad være med at gå rundt og klynk. Hold din kæft og pas din afsoning.«


Journalisten og forfatteren begyndte for en del år siden som frivillig besøgsven for Røde Kors i Herstedvester Fængsel. Samtalerne med de indsatte motiverede ham til at undersøge anatomien af de indsattes forhold til deres egen voldsomme forbrydelse og den efterfølgende afsoning. Nu er samtalerne udkommet i bogform.

Alle 12, mænd som kvinder – som i bogen er anonymiserede, både hvad angår navn og køn – som Thomas Thurah talt med, har det til fælles, at de alle har begået den ultimative forbrydelse. De har alle taget et andet menneskes liv.

Hvad har været det mest overraskende for dig i forbindelse med dine lange samtaler med de 12 forskellige mænd og kvinder, der alle er dømt for drab?

»Det var en stor overraskelse, især i den første fase af arbejdet, at de mennesker, jeg talte med til bogen, var mennesker, jeg sagtens kunne have truffet under normale forhold i mit daglige liv. Langt de fleste ville man kalde »helt almindelige«, og set i lyset af drabet, nærmest rystende almindelige.

Jeg blev også overrasket over, hvor meget tankerne om drabet og den personlige skyld fylder i mange af de drabsdømtes liv.

Andre vil måske være overraskede over, at jeg ikke er ikke blevet modstander af lange fængselsstraffe efter arbejdet med bogen. Som de drabsdømte fremstiller det, kan soningsprocessen ofte tage meget lang tid. En af dem, jeg interviewede, skulle afsone næsten tyve år, før han – med hans egne ord – blev moden og åben nok til at sone. Soning tager åbenbart tid.«

»Under mine besøg i fængslet gik det op for mig, hvor lidt de fleste af os ved om fængselsverdenen,« fortæller Thomas Thurah. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Hvad har været din motivation for at skrive bogen?

»Under mine besøg i fængslet gik det op for mig, hvor lidt de fleste af os ved om fængselsverdenen. Jeg synes, det var vigtig at undersøge, hvad der sker efter domsafsigelserne. Det er et underbelyst område.

De drab, som vi typisk kender fra fiktionens verden, er meget sjældne i virkeligheden. Der bliver begået omkring 50 drab om året i Danmark, og ud af dem er 40-50 procent drab i familien. Det fylder ikke så meget i fiktionens fortællinger, men er virkelighedens mest udbredte drabstype, som altid forårsager en dyb og voldsom ulykke for rigtigt mange mennesker.

Selve drabene og det retslige efterspil ved vi meget om, men grundlæggende ved vi meget lidt om, hvad der sker, når dommen er faldet, og den drabsdømte begynder sin afsoning. Her slutter historien typisk. Her starter min bog.«

Den almindelige morder

Der er en udbredt forestilling om, at folk, der begår drab, typisk er mennesker fra dybt belastede sociale baggrunde, men du kalder dem »rystende almindelige«, kan du nuancere det?

»Flertallet af dem, jeg talte med, kommer ikke fra usædvanligt belastede baggrunde. På gerningstidspunktet har de ofte af den ene eller den anden årsag været i en dyb livskrise og mistet den almindelige sunde fornuft og kontakten til deres normale jeg. Det gælder særligt dem, som har begået det, jeg i bogen kalder »drab på nærtstående«, altså drab på familiemedlem. Det, jeg kalder »Columbo-mordet«, altså et mord, man tilrettelægger og gennemfører efter grundige overvejelser med henblik på at undgå at blive afsløret, det er utroligt sjældent.«

Jeg bemærkede også, at den gruppe, som har begået drab på nærtstående, sjældent synes, at de selv kan straffes hårdt nok. Kan du forklare den mekanisme?

»Det er meget få, der går i rette med deres lange fængselsstraf. Mange af dem har en udtalt retsfølelse og giver udtryk for den følelse, at hvis det samme var sket for dem, så skulle gerningsmanden spærres inde, og nøglen smides væk. Kværulanteri er en del af at afsone en straf, men de færreste mener, at de ikke skal afsone længe, men derimod at de skal afsone bedre, forstået som at sone, det vil sige at forstå sig selv og drabets alvor og komme ud med en brugbar erkendelse.«

Der er ofte en kritik af, at vold- og drabsdomme i Danmark er for bløde, og at systemet selv i langt højere grad fokuserer på rehabilitering end straf og anger. Hvad er virkeligheden?

»Det er ikke spor morsomt at sidde i fængsel, heller ikke i Herstedvester. Det kan nogle gange løbe mig koldt ned ad ryggen, når jeg forlader stedet, og porten lukker bag mig. Jeg får gåsehud! Det skyldes tanken om, at jeg nu forlader et sted, hvor der sidder 150 mennesker, som både samvittighedsmæssigt og fysisk er låst fast. Det er rædselsfuldt at sidde i fængsel – også i Danmark –  og det skal selvfølgelig i nogen grad være rædselsfuldt. Folk har det ad helvede til.

»Det er ikke spor morsomt at sidde i fængsel, heller ikke i Herstedvester. Det kan nogle gange løbe mig koldt ned ad ryggen, når jeg forlader stedet, og porten lukker bag mig. Jeg får gåsehud!« siger Thomas Thurah. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvis man spørger kriminologerne, så er vi herhjemme blevet mere tough on crime, både hvad angår afsoningsforholdene og straffens længde. Rimeligheden og fornuften i dét skal man selvfølgelig diskutere. Der er nogen, der afsoner i fem-otte-ti år, uden at straffen virker forandrende. Spørgsmålet er så, hvordan man ændrer på det forhold og balancen mellem afsoningsforhold, straflængde og behandling.

Og så er der aspektet ved at være ikke bare bag lås og slå, men også være indespærret i sin egen skyld, skam og egen dårlige samvittighed. Der var en, der sagde: »Den der fængselsmur spiller ingen rolle, det er den der mur, der er omkring mit eget hoved, der er den egentlige straf.« Altså det, jeg kalder den indsattes »selvstraf«. Den straf er for nogle af de dømte altså den hårdeste.«

»Reneé«, indsat i Herstedvester Fængsel

»Du må ikke bløde i et fængsel, for så styrtbløder du.«


Hvordan kommer den selvstraf til udtryk?

»Det gør den for eksempel ved, at man ikke må give udtryk for sorg. Man er blevet drabsmand. Man har gjort sig skyldig i at have berøvet et andet menneskes liv, og man har forspildt sit eget liv. Det er en del af selvstraffen, at man ikke har ret til at tale om den dybe sorg, man selv føler, at man ikke kan tillade sig på symbolsk vis at udtrykke sorgen over tabet af det nærtstående menneske, man har slået ihjel. Jeg ser det som samvittigheden på arbejde, men også en samvittighed som er hjemløs. Sorg behøver ikke at handle om selvynk, den kan også være en forudsætning for at begribe drabets dybe alvor og for at kunne sone.«

Soningsrummet

Flere steder i bogen spiller den religiøse tro en vigtig rolle for den dømte, hvorfor?

»Der er kun få, der er praktiserende troende inden drabsdommen, men for mange bliver troen livsnødvendig i fængslet. Troen/religionen repræsenterer et »tankerum« eller et »soningsrum«, hvor nogle af de drabsdømte søger ro. Liturgiens mange former skaber en ramme for soningen, som ikke er noget, det sekulære samfund kan tilbyde og det urolige liv i fængslet måske slet ikke.«

Du beskriver, hvordan nogen får et abstrakt forhold til deres egen forbrydelse, som om det er anden, der har begået drabet, som om de ser på sig selv udefra. Hvordan forholder de dømte sig generelt til den forestilling?

»Det her med at erkende sin forbrydelse er hele tiden til forhandling og er også noget, man internt i fængslet måler hinanden på. Mange udtrykker foragt over for den, der ikke erkender sin forbrydelse eller forsøger at unddrage sig ansvar og skyld.«

Er der en slags »fængselsprestige«, en slags »machismo«, altså en opvisning i styrke ved at stå ved sin forbrydelse?

»Machismo vil jeg ikke kalde det. Men man kan støde på sætninger som: »Lad være med at gå rundt og klynk. Hold din kæft og pas din afsoning.« I det ligger, at man skal erkende og forholde sig til det, man har gjort. Der er blandt mange af de drabsdømte et udtalt moralsk imperativ, som handler om, hvordan man afsoner.«

»Jeg ikke er ikke blevet modstander af lange fængselsstraffe efter arbejdet med bogen. Som de drabsdømte fremstiller det, kan soningsprocessen ofte tage meget lang tid,« siger Thomas Thurah. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Så det er ikke som i amerikanske fængselsfilm, hvor folk finder sammen i grupper alt efter deres forbrydelse og planlægger »det næste kup«?

»Den der fængselsfilm-virkelighed ligger meget langt fra Herstedvester-virkeligheden. Der findes selvfølgelig en råhed og et højt mål af selvbeskyttelse – man gør sig hårdere, end man er. Som »Reneé« siger i bogen: »Du må ikke bløde i et fængsel, for så styrtbløder du.« Det er også typisk for mange af de drabsdømte, at man håber at finde bare én fortrolig under afsoningen, fordi man ikke kan åbne sig over for et kollektiv af 150 indsatte. Hvis man gør det, så styrtbløder man.«

Nu fik du jo understreget, at de drabsdømte ikke alle er fra laveste socialgruppe, men jargonen og de rå sociale koder skyldes vel også, at den typiske drabsdømte ikke er en professor i fransk litteratur fra Kartoffelrækkerne?

»Der er flere undtagelser, end man vist tror. Ser du på hele demografien af indsatte i Herstedvester Fængsel, så tegner det en anden social profil end det omkringliggende samfund. Men med hensyn til de drabsdømte er billedet sammensat. Over 40 procent af alle drab begået i Danmark er drab på nærstående. Det er den selvstændige erhvervsdrivende, der i en årrække har drevet et vvs-firma, eller hende, der sidder på kontor. Overordnet så er den sociale profil blandt drabsdømte ikke helt så entydig, som den er i for eksempel narkokriminalitet. Jeg har til bogen heller ikke talt med den tilsyneladende følelseskolde drabsperson, der efter grundig planlægning gennemfører et morbidt drab. Den type drabsperson fylder meget i pressen og i folks bevidsthed, men i »drabsverdenen« fylder den type meget lidt.«

Så vi kan alle sammen blive mordere?

»Det korte svar er: Ja, vi kan alle sammen blive drabsmænd, men vi kan også alle sammen lade være. Vi straffer de drabsdømte, netop fordi de kunne have ladet være med at dræbe.«