Dennis Nørmark fremmaner pseudoarbejdets forbandelse – men analysen mangler det sidste mentale spadestik

Boganmeldelse: Dennis Nørmark har mange gode pointer om den moderne verdens mange eksempler på meningsløst arbejde i »Tilbage til arbejdet«, men meget hviler en tand for meget på anekdotisk empiri, og måske skulle han have startet med slutningen.

Dennis Nørmark er aktuel med bogen »Tilbage til arbejdet,« der er en efterfølger til bestselleren »Pseudoarbejde.« Bent Meier Sørensen, der er professor ved CBS, giver bogen tre stjerner ud af seks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Bogen »Pseudoarbejde«, som storsælgeren Dennis Nørmark skrev sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen, står lige her på min reol, og at bruge den nye bogs første del på at gentage pointer, jeg allerede har købt, betalt og læst, illustrerer udfordringen ved begrebet pseudoarbejde. Det, som er smart og relevant for nogle læsere, er det samme, som strækker andre læseres tålmodighed; det, som nogle mener er værdifuldt, er for andre simpelthen pseudoarbejde.

Det arbejde, som vi ifølge Nørmark skal tilbage til, er jo ikke pseudoarbejdet, men – noget andet. Det er godt illustreret med bogens titel, hvor man skal forestille sig sjakbajsen eller proprietæren kammeratligt, men bestemt råbe »Tilbage til arbejdet!«

Bent Meier Sørensen

»Uanset hvor rystende det er at høre, at »Camillas« arbejdsopgaver ved kommunen er afsluttet tirsdag til frokost, så giver anekdotisk empiri ikke et overbevisende svar på, hvor meget arbejde der er pseudoarbejde.«


Det gav i høj grad sig selv, hvad arbejdet på en fabrik eller en herregård gik ud på i halvtredserne, eller hvornår det nu var, man holdt op med at kalde folk tilbage til arbejdet. I dag kan det, i mange brancher, være vanskeligere. Her prygler bogen hårdt og underholdende alle arbejdsopgaver og jobbeskrivelser, der indeholder noget med »udvikling«, »kommunikation« eller »agile processer«.

Det skal der selvfølgelig ryddes op i. Der skal også, argumenterer bogen, balance i den eksploderende akademisering af mange arbejdspladser, men den sag blev både koldere og mere koncist sat på plads i Kåre Dybvads hudflettende »De lærdes tyranni«.

Det er simpelthen svært i en given organisation at afgøre fra sag til sag, hvad der er »kerneopgave«, og hvad der »tilfører organisationen værdi«. Spørg fem folkeskolelærere om, hvad deres kerneopgave er, og du får fem forskellige svar.

Læseroplevelser

Apropos metode, så har bogen fået foræret en enorm mængde empiri fra læsere af »Pseudoarbejde«, der i afmagt og frustration henvender sig til forfatterne, fordi deres arbejde er tomt, meningsløst og ikke skaber nogen værdi. Men at lade henvendelser styre forskningen er ikke altid klogt. Uanset hvor rystende det er at høre, at »Camillas« arbejdsopgaver ved kommunen er afsluttet tirsdag til frokost, så giver anekdotisk empiri ikke et overbevisende svar på, hvor meget arbejde der er pseudoarbejde.

Men det er jo afgjort for meget. Margrethe Vestager citeres for følgende giftige lovmæssighed:

»Når vi afbureaukratiserer, sker det stort set med en pincet, regel for regel, mens der står nogle andre med en skovl og læsser nye regler på.«

Det var jo en sådan skovlende galskab, Jesus stoppede med verdenshistoriens mest radikale angreb på pseudoarbejde, da han med ét bud afbureaukratiserede den samlede Moselov og opsummerede sagen kort og fyndigt: Du skal elske din næste som dig selv.

Nu er Dennis Nørmark mere beskeden end som så, men nogle af de forslag, der skal komme pseudoarbejdet til livs, vil uden tvivl, ganske som frelserens bud, bringe krig snarere end fred. For eksempel skal vi være mere »ærlige« på vores arbejde, når vi konfronteres med, hvad vi selv tænker er værdiløst pseudoarbejde.

Javel, nu arbejder jeg på et universitet, og her fungerer hudløs ærlighed sjældent. Snarere må man ty til saglighed og professionalisme – og af og til kigge den anden vej og tie stille.

Foto: Gyldendal.

Vi skal fornuftigvis også måle mindre, men forfatteren bruger et utal af målinger til at vise, at hvis vi måler mindre, så bliver arbejdet 45 procent mere meningsfuldt. Igen, vi er enige, men måske havde Max Weber bare ret: I en ikke så fjern fremtid vil vi alle sidde i et bureaukratisk jernbur, og verden vil ligge administreret og øde hen.

Vi er ikke de første mennesker på jorden, der – fanget i ørkenens udsigtsløse arbejde – ønsker os tilbage til en verden, hvor det var givet, hvad vores kerneopgave var. Tilbage til paradiset hedder denne drøm, og det er først til allersidst i den lige lovligt lange bog, at Nørmark rammer drømmen helt rent.

Her betror han stilfærdigt læseren, at måden til for alvor at komme pseudoarbejde til livs er at gøre sig mindre økonomisk bundet. Vores dybe forgældelse forhindrer, at vi kan sige nej til pseudoarbejdets forbandelse. Og dermed ja til et enklere, men rigere, liv forløst fra gæld og skyld. Det var jo det liv, der var grunden til, at vi begyndte at arbejde.

Men måske skulle bogen være begyndt der. For vi skal ikke opgive kampen mod pseudoarbejde, men opgøret skal række helt derind, hvor vi hver for sig afgør, hvor meget pseudoarbejde vi vil forurene verden med. Det er her, i sjælens mørke nat, at man skal vælge, hvad det egentlig er, man vil gå tilbage til.

Tilbage til arbejdet

Forfatter: Dennis Nørmark. Sider: 290. Pris: 249,95 kroner. Forlag: Gyldendal.