6 stjerner: Italiensk familiekrønike er ganske enkelt et magisk mesterværk

Boganmeldelse: Til stor glæde for de danske læsere er italienske Natalia Ginzburgs magiske og suveræne erindringsbog »Familieleksikon« nu – godt 50 år efter den oprindelige udgivelse – endelig kommet i en skarp nyoversættelse.

Arkivfoto. »Ginzburgs forældre tilhørte det antifascistiske miljø i Torino, og et spor af protest og samfundskritik, af tiltagende pres og utryghed, med racelove vendt mod jøderne, angiveri, arrestationer, interneringer og landflygtighed, løber igennem familiekrøniken,« skriver Jørgen Johansen i sin anmeldelse af Natalia Ginzburgs bog »Familieleksikon«, som udkom på dansk første gang i 1963. Nu er den blevet genudgivet med ny oversættelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA

Natalia Ginzburgs »Familieleksikon« er ganske enkelt et italiensk mesterværk!

I sit stilfærdige særpræg er det en erindringsbog, der suverænt og helt organisk kobler en løst flagrende og dybt charmerende familiekrønike sammen med et historisk fængslende tidsbillede fra fascismens fremmarch i 1920erne og 30erne til tiden efter Anden Verdenskrig. Som det slås fast på første side: »I denne bog er steder, begivenheder og personer virkelige«.

»Ginzburgs forældre tilhørte det antifascistiske miljø i Torino, og et spor af protest og samfundskritik, af tiltagende pres og utryghed, med racelove vendt mod jøderne, angiveri, arrestationer, interneringer og landflygtighed, løber igennem familiekrøniken.«


Da bogen udkom i 1963, udløste den Italiens fornemmeste litterære udmærkelse, Strega-prisen, og at forlaget C&K nu mere end 50 år efter den første danske udgave udsender Ginzburgs bog i en træfsikker ny oversættelse, ligner lidt af et pletskud i autofiktionens tidsalder. At titlen siden den første danske præsentation er blevet ændret fra »Familiealbum« til »Familieleksikon«, er klart nok en velovervejet justering og præcis understregning af ordenes og de fast tilbagevendende vendingers ganske særlige rolle og betydning i portrætkunstneren Natalia Ginzburgs genistreg af en beretning om en jødisk- intellektuel familiekreds i Torino.

I en vis forstand er det selve sproget, der bliver udpeget som hovedfiguren eller det afgørende omdrejningspunkt i »Familieleksikon«. Som det meget præcist forklares og illustreres et sted undervejs:

»Vi er fem søskende. Vi bor i forskellige byer, nogle af os bor i udlandet, og vi skriver sjældent til hinanden. Når vi mødes, kan vi være uopmærksomme på hinanden eller ligeglade. Men det er nok at en af os siger et enkelt ord, en sætning, en af de ældgamle bemærkninger som vi har hørt og gentaget et utal af gange i vores barndom.

Det er nok at en af os siger: 'Vi er ikke kommet til Bergamo for at råbe slagord', eller: 'Ved du hvad svovlbrinte stinker af?' for at vi med det samme genfinder vores ældgamle forbindelse og vores barndom og ungdom som er uløseligt forbundet med disse bemærkninger, disse ord.«

Antifascistisk ophav i en fasciststat

Natalia Ginzburg, 1916-1991, voksede op i Torino, hvor hendes far var professor i anatomi, og portrættet af den dominerende, hele tiden buldrende og brummende hustyran med de faste vendinger, fordomsfulde vurderinger og koleriske udbrud, »sådan et æsel«, »vær nu ikke sådan en klovn«, er indbegrebet af kærlig udlevering, og den samme uimodståelige kombination af nøgtern distance og varm nærhed kendetegner skildringen af forfatterens mor med det lyse sind og med et ansvar for husførelsen, der sagtens lader sig forene med plejen af venindekredsen og de selskabelige forpligtelser.

Ginzburgs forældre tilhørte det antifascistiske miljø i Torino, og et spor af protest og samfundskritik, af tiltagende pres og utryghed, med racelove vendt mod jøderne, angiveri, arrestationer, interneringer og landflygtighed, løber igennem familiekrøniken.

Bogomslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: C&K.

Med rækken af snapshots fra forældrenes omgangskreds og portrætterne af medarbejderne på det toneangivende forlag Einaudi, som hun var knyttet til i en årrække, skriver Natalia Ginzburg levende italiensk kulturhistorie med et persongalleri, der spænder fra skrivemaskinefabrikanten Olivetti til forfatteren Cesare Pavese.

Men for læseren, der er knap så fortrolig med den italienske kulturelite, er det nu først og fremmest hverdagslivet i familien med dets ritualer og rutiner og de stadige sproglige omkvæd og ledetråde, der skaber den særlige x-faktor i Natalia Ginzburgs fascinerende og indtagende erindringsroman. I koncentrat karakteriserer Natalia Ginzburg forældreparret med linjerne:

»De ting min far satte pris på og respekterede var: socialismen, England, Zolas romaner, Rockefeller-fonden, bjerge og bjergførerne i Aostadalen. De ting min mor elskede var: socialismen, Paul Verlaines digte, musik og især Lohengrin som hun plejede at synge for os om aftenen når vi havde spist.«

Den løst henkastede, frit springende og tilsyneladende totalt indfaldsbestemte fortællestil med replikkerne, der springer ud af familielivets daglige trummerum, er en af de vigtige hemmeligheder ved den nærmest magiske charme, der vokser frem på siderne i Ginzburgs »Familieleksikon«.

Familieleksikon
Forfatter:
Natalia Ginzburg. Oversættelse, noter og efterord: Majse Aymo-Boot. Sider: 235. Pris: 250 kr. Forlag: C&K.