6 stjerner: Birgithe Kosović har begået et storslået værk om vreden og »menneskesammenstødet«

Uhøjtidelige selvreflektioner, et mangefacetteret persongalleri og detaljerige historier om nedarvede traumer gør »Det, du ikke vil vide« til et uprætentiøst og samtidig hudløst og velskrevet værk.

Forfatter Birgithe Kosovic har skrevet en dokumentarroman om sin familie med en far fra Serbien og en mor fra Amager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

At kalde »Det, du ikke vil vide« en fortælling om kultursammenstød ville være en forsimpling. Og måske også en usandhed. Det er en beretning om menneskesammenstød. Om, hvorvidt man skal miste sig selv for at beholde hinanden og omvendt.

Birgithe Kosović leverer i »Det, du ikke vil vide« både kulturelle indblik, menneskelig indsigt og sproglig elegance.

»Her uddeles ingen sødemidler eller krymmel for at lade visse skæbners barske vilkår glide lettere ned.«


Der findes frankofile og anglofile, men hvad kalder man et menneske med stor forkærlighed for Amerika? Yankofil? Kapitalist? Gal?

Jovan Kosović er i hvert fald gal. Ikke gal som i vanvittig, men gal som i vred. Han kom til København fra Jugoslavien i 1970. Han var serber, men allerede dengang vidste han, at hans skæbne var i Amerika, og at han inderst inde i virkeligheden var amerikaner.

Han kunne godt lide Danmark, men han vidste også, at han skulle videre »den rigdom og orden, der hersker her, er alt for overskuelig«. Alligevel slår han sig ned med Annette fra Amager, og får to børn. Først Birgithe. Så Mark.

Jovan har høje forventninger til livet, og er drevet af antagelsen af, at livets store gevinst venter ham ved ethvert hjørne. Men livet behandler ikke Jovan helt som forventet, og opfindelser som »nakkestøtten« og »knivene«, som alle bør være hans vej til rigdom, ender med hver og en at falde ham i ryggen.

For seks år siden besluttede han at bryde kontakten med sine børn, Birgithe og Mark. I »Det, du ikke vil vide« undersøger Birgithe Kosović, hvorfor og hvordan det gik til.

Far og datter

For Birgithes mor, Annette, og hendes lillebror, Mark, er livet noget der skal nydes. For hende selv og hendes far Jovan er livet noget, der skal forstås. Jovan og Birgithe arbejder begge med det paradoksale i at ville forstå og blive forstået uden at blive gennemskuet. Måske er det her, kimen til deres mange, mangeartede konflikter ligger.

For Jovan bliver konflik til vrede. Ikke blot over tid, men helt instinktivt og øjeblikkeligt. »Det er hans sydlandske temperament« siger Annette, men den forklaring køber Birgithe ikke uden videre. Alt er nemlig mere komplekst end som så, og der er ingen fikse løsninger eller simple svar når livet skal forstås. Sådan rigtig forstås.

»Det er ikke Jugoslavien. Det er ikke hans sydlandske temperament. Den slags findes ikke, det er bare noget, man siger. Eller også findes det alt sammen, men det er lige meget. For i sidste ende, uanset hvad, er det noget, han selv får til at ske. Det er noget, han selv vælger. Det er hans ansvar«.

Jovan nyder vreden, og Birgithe hader ham for det. Det er et relationsforhold mellem far og datter, som Kosović igen kalder »forbudt«. Fordi selvfølgelig skal det ikke være sådan. Men hvad så når det er sådan?

Undervejs betvivler jeg aldrig legitimiteten af Birgithes had. Alligevel kan man ikke undgå konstant at håbe på Jovan og heppe på ham. Selv i tilbageblik, hvor han snakker om fremtidsplaner, man allerede forinden har fået fortalt, går i vasken.

Hvis bare han ikke nød vreden så meget. Den modbydelige, nederdrægtige vrede, som ødelægger relationer og mennesker, hvis man vælger den til. Og det gør Jovan.

Uprætentiøs reflektion

Kosović giver god plads til krigsførelsens grusomheder, nedarvede traumer og væmmelse over fortidens fattigdom. Her uddeles ingen sødemidler eller krymmel for at lade visse skæbners barske vilkår glide lettere ned. Og gud ske tak og lov for det.

I stedet er der rigeligt med nuancer. Tag bare Annette som er varm, ængstelig, desperat og udglattende og samtidig stærk og svag. Og allerede med disse forudgående adjektiver, har jeg reduceret hende til langt mindre kompleks, end hun er i »Det, du ikke vil vide«. Det samme gælder alle karaktererne omkring Birgithe og ikke mindst Birgithe selv.

Kosović påstår ikke, at hun med sit forfatterkskab vil ændre hele verden. Yderst uhøjtideligt leverer hun ganske tidligt i bogen en art selvreflektion som varedekleration:

»Hvis nogen begriber det manglende håb, der er i disse ord, vil de blive provokerede. Men jeg tror, at de fleste kigger efter det, de allerede kender, også i det, jeg skriver, og byder mine ord dem imod, vil de måske aldrig læse mere af mig. Jeg tror ikke, at det, der skaber og forandrer folks overbevisninger, er ord, men begivenheder; det er nødvendighederne i deres liv; dog det er først og fremmest det, de frygter.«

Samme befriende, uprætentiøse tilgang gør sig gældende fra start til slut. Hver gang hun proklamerer noget storslået og definitivt om sig selv og sætter et punktum, opfølges det af tvivl og yderligere selvreflektion. »Lyver jeg?«.

Det er nemlig et livsvilkår, at mennesker lyver. Også for sig selv.

Det, du ikke vil vide
Forfatter:
Birgithe Kosović Sider: 370 Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag