5 stjerner: Vittig og stærk bog om de mennesker, vi ender som, når »livsfonden« er kogt til ende

Boganmeldelse: Christina Hesselholdts »Feje blade op mod vinden« er en lille bog med stor styrke om det og dem, vi samler omkring os og bygger ind i vores liv. Mennesker, minder, materialer, meninger og det, vi efterlader.

»Feje blade op mod vinden« er en lille bog med stor styrke. Den er et blad, der lægger sig oven på andre blade – helt bogstaveligt ved at være en selvstændig fortsættelse af Christina Hesselholdts tidligere Camilla-bøger, der i 2015 blev samlet i bogen »Selskabet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Hvis man skulle kredse Christina Hesseholdts »Feje blade op mod vinden« ind i en enkelt sætning og så at sige samle den bunke af blade, som hun, blæsten og i sidste ende livet har hvirvlet op og bliver ved med at hvirvle op, så kunne det være: Vi er, hvad vi husker, og hvad andre husker om os.

Men det er selvfølgelig både for svævende (for drejer alle bøger sig i sidste ende ikke om det?) og for lidt (for romanen handler om meget mere end det). Den handler blandt andet også om (forandrede) relationer mellem mennesker, om det, vi siger og ikke siger til hinanden, om vores forhold til dyr og dyrevelfærd, om det og dem, vi samler omkring os og bygger ind i vores liv. Mennesker, minder, materialer, meninger.

»Feje blade op mod vinden« er en lille bog med stor styrke. Den er et blad, der lægger sig oven på andre blade – helt bogstaveligt ved at være en selvstændig fortsættelse af Hesselholdts tidligere Camilla-bøger, der i 2015 blev samlet i bogen »Selskabet« – og ved at være en stemme eller rettere flere i en samtale, man som læser bliver en del af.

Merete Reinholdt

»Man får ingen endegyldige svar, men en vidunderlig, vis og stedvist vittig konversation mellem gamle venner.«


Bogen kaldes en roman, men ligesom i »Selskabet« er der tale om en krydsning mellem monologer og dialoger fremført af de fem hovedpersoner og Peter Plyske arketyper, Camilla, Alma, Alwilda, Edward og Kristian. Den kunne også kaldes en fortællekreds, et flerstemmigt kor, et nydefineret oldtidsgræsk drama.

De fem er blevet ældre siden sidst, livet er noget, man (også) kan se tilbage på, deres særkender og særheder er blevet mere markante, deres forskelle og uenigheder ligeså. Alma stiller spørgsmålet, om livet har indkogt dem »til en fond af forstærkede, ligefrem forvrængede, egenskaber«.

Hesselholdt citerer den franske forfatter Annie Ernaux for, at »hukommelsen er skør, den elsker rekvisitter«. Det forsøgte Camillas mor, der døde efter et længere kræftforløb, at tolke ganske konkret. Hun brugte således sin sidste tid på at rydde ud i sine ting i en grad, så der i hendes hjem ikke var ret meget andet inventar tilbage end en elevationsseng, skab, stol og bord. Hun havde visket sine omgivelser ud, inden hun endnu selv var udvisket. Til gengæld havde hun bevaret nogle notesbøger, og de indgår som en stemme i bogens fortløbende samtale.

Camillas far, der til gengæld havde rigtig mange ting og nødig smed noget ud, havde inden sin død lavet en mindre udstilling med genstande, der betød noget for ham, og som han ville huskes for. Hans liv kogt ind til 27 udvalgte rekvisitter.

Foto: People's.

På hver sin måde forsøger Camillas forældre med andre ord at forme deres eget eftermæle. Men kan man det, synes Hesselholdt at spørge.

Bogens mange små anekdoter, der fletter sig ind i hinanden og viser sig at være en del af et hele, en del af den (heldigvis) aldrig helt samlede bunke af uregerlige blade, giver et hint. Som når Camilla forsøger at finde sin egen historie gennem gamle fotos og breve, indtil minderne og fortiden klæber til hende, og hun ikke længere kan holde det ud. Når Kristian forsøger at holde demens og dermed hukommelsestab på afstand ved at spise lilla fødevarer, men glemmer sig selv undervejs. Når Alwilda taler dyrenes sag, men (ifølge Alma) er ligeglad med flygtningebørn, der lider. Når Edward er træt og kun føler sig til stede gennem sit arbejde og sex.

Man får ingen endegyldige svar, men en vidunderlig, vis og stedvist vittig konversation mellem gamle venner. Denne hvirvlende, vedholdende erfaringsudveksling giver stof til eftertanke og yderligere fortsættelse, både som monolog hos læseren selv og gerne i endnu en udgivelse.

Feje blade op mod vinden
Forfatter:
Christina Hesselholdt. Sider: 212. Pris: 250 kroner. Forlag: People’s.