Vi kender ham ganske godt fra middelaldersagaerne. Snorri Sturluson (1179-1241). Under de opslidende familiefejder på Island manifesterede han ganske grundigt og brutalt sin magt som storhøvding og som den lovsigemand, der på Altinget ikke blot skulle fremsige den knudrede islandske straffelov, men som også havde et afgørende ord at sige ved domsafsigelserne. Populær var han ikke, og da han kom for skade at blande sig uheldigt og ganske ustrategisk i norsk politik, blev han i 1241 snigmyrdet i kælderen på sit hovedsæde Reykholt.
Men Snorri var andet end en begærlig høvding med vikingeblodet dunkende i årerne. Han var tillige kristen poet og skrev - samtidig med at han sammenskrev sagastof – sin egen poetik. En slags lærebog for sandt digterhåndværk, som selv moderne islandske digtere (heriblandt og ikke mindst Einar Már Gudmundsson) endnu betragter som en uvurderlig kilde til indsigt i digtekunsten. Hans Edda består imidlertid af hele fire dele, der alle sigter mod at forstå den nordiske mytologi som forudsætning for vikingetidens skjaldedigtning. I Fortalen gør han et halvhjertet forsøg på at placere hedenskaben i den kristne kontekst, som han selv som kristen indgik i. Lykkes det ikke ganske overbevisende, så er det efterfølgende kapitel, Gylfis blændværk, en afgørende og helhjertet indføring i den nordiske mytologi, der appellerer bredt til den moderne forudsætningsfattige læser. Her rangeres gudeverdenen på plads omkring livstræet Yggdrasils ask med stadig henvisning til skjaldedigtningens beretninger, der forelå i flere mundtlige overleveringer på Snorris tid om verdens skabelse, gudernes opretholdelse og verdens undergang i ragnarok. Bevægende læsning.
Først herefter følger så den ganske digre og komplicerede gennemgang af digtekunst, metrik, grammatik og billedsprog, der kræver udgivernes kyndige kommentering. Bogstavrim f.eks. er jo ikke noget ukendt greb i dag, hvor vendinger som »Rolf er ren« stadig er gangbar – om end diskutabel på det sidste. Derimod kan den særlige form for metaforer, der kaldes kenninger, gøre en tekst ganske uforståelig for en nutidslæser. At kalde klippeformationer for »fjordens ben« kan virke lidt langt ude, mens »havets hest« for skib nok lader sig gennemskue. Flere af den slags metaforiske ophobninger, der ofte forekommer i vikingeteksterne, kalder dog på forklaringer. Dem får vi så til gengæld til fulde i dette pædagogisk forbilledlige forsknings- og oversættelsesprojekt. Til slut brillerer den nordiske høvding og sprogforsker selv med sit lange hyldestdigt til de norske konger.
Udgivelsen er en bedrift, og det er tankevækkende, at Koranen skulle udkomme i flere danske oversættelser, inden vi fik vor egen hedenske bibel på dansk med de nødvendige kommentarer og indføringer i teksten. Godt set af nationalforlaget Gyldendal, at de skyldte læserne denne fortrinlige udgivelse.
