Egentlig, det vil sige ude i virkeligheden, var den underjordiske jernbane, der har givet navn til Colson Whiteheads roman om slaveriet i USA, en metafor.

Den var et netværk af hemmelige ruter, mødesteder og sikre huse, som flygtende slaver benyttede sig af i det tidlige 1800-tal for at komme nordpå til friere og mere venlige egne. Man regner med, at omkring 100.000 slaver blev reddet i kraft af netværket.

I Colson Whiteheads udgave af 1800-tallets slaveri er den underjordiske jernbane dog blevet noget, som slaverne Cora og Ceasar helt bogstaveligt benytter sig af, da de flygter fra arbejds- og voldshelvedet på en bomuldsplantage i Georgia.

Cora, der er romanens hovedperson, har levet hele sit liv på plantagen, men da hendes mor, Mabel, flygter og lader Cora tilbage, bliver hun udstødt af de øvrige slaver og betragtet som en særling.

Caesar har tidligere været slave hos en mere human familie og har blandt andet lært at læse. Det er ham, der planlægger flugten, og grunden til, at han vil have Cora med er, at han mener, at hun må bringe lykke på grund af Mabels succes.

I første omgang lykkes det dem at komme til South Carolina, hvor regeringen har gennemført et mere humant slaveprogram, men da Cora erfarer, at man har planer om at sterilisere slavekvinderne og bruge mændene som forsøgspersoner i forbindelse med måling af syfilis-smitte, genoptager de flugten.

Caesar kommer dog ikke med videre, og Cora ender i første omgang hos abolitionister i North Carolina; sidenhen i Indiana på en gård, der ejes og drives af løsgivne slaver, de såkaldte »freemen«, og flygtninge som hun selv.

Men slavejægeren Ridgeway er konstant i hælene på hende, og hun må hele tiden være på vagt og i bevægelse på grund af stikkere og lynchgrupper. Det er ikke kun de hvide, der er farlige for flygtende slaver.

Colson Whitehead fik både The National Book Award i 2016 og Pulitzer-prisen i 2017 for »Den underjordiske jernbane«, og romanen er da også en »rigtig« Pulitzer-bog: Den er samfundskritisk og stiller skarpt på et centralt og mørkt kapitel i den amerikanske historie.

Den er skrevet på en måde, så den umiddelbart lader sig læse, og den formår at give sit materiale nok kød og blod til, at man ikke blot føler sig hensat til historieundervisningens lektioner.

Synsvinklen er primært lagt hos Cora, men slavejægeren Ridgeway, slaverimodstanderen Ethel og medslaven Caesar låner den undervejs.

Colson Whitehead skriver blændende godt og balancerer sin pen på en knivsæg mellem på den ene side tør sarkasme og lakonisk gengivelse af den håb- og udsigtsløshed, der kendetegner slavelivet, og på den anden side en dokumentaristisk-realistisk gengivelse af slavelivets dagligdag – det hårde arbejde i bomuldsmarkerne, livet i hytterne og under flugten og de ubærligt brutale og til tider vilkårlige afstraffelser af slaverne.

Slaveriet er en del af amerikansk historie, som stadig kræver kulturel bearbejdning. »Den underjordiske jernbane« bidrager hertil ved at fremvise såvel brutaliteten som de overlevelsesmekanismer, der sættes i gang hos mennesker, der er under enormt og umenneskeligt pres.

Titel: »Den underjordiske jernbane«
Forfatter: Colson Whitehead.
Oversætter: Vibeke Houstrup Christensen.
Sider: 304.
Pris: 300 kr..
Forlag: Politikens Forlag.