Vital viden om verden

En ny serie rejseguides er en guldgrube af kultur-passionerede bud på en indholdsrig storbyferie i Paris, Rom, Berlin, New York, Barcelona og Skt. Petersborg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fristende tilbud fyger gennem luften og rejsebranchen med en frekvens så høj som flyafgangene til alverdens lufthavne og attraktive metropoler: »Super storbyferie«, »Tag på opdagelse i alverdens storbyer«, »Snup en storbyferie i Rom«, »Nyd en weekend i Barcelona!«

Hvis storbyferierne hitter, så gør Aarhus Universitetsforlag det i lige så høj grad med en serie kulturrejsebøger under overskriften »Vide verden«. Ambitionsniveauet er højt, og bøgerne om Paris, Rom, Berlin, New York, Barcelona og Skt. Petersborg hører oplagt til i manges håndbagage fremover. Der er helt sikkert inspiration at hente til meget mere end en »forlænget weekend« i denne vifte af byguider. Men næsten endnu større glæde kan man have af serien, når det næste storbymål skal vælges.

Har man for eksempel ikke tidligere været i Skt. Petersborg, så ved man, at man simpelthen må af sted efter at have læst Skt. Petersborg-bidraget til »vide verden«. Alene kunsthistorikeren Troels Andersens rundvisning på museet for russisk kunst (ikke nær så kendt som Hermitage-museet) er en stimulerende øjenåbner, og hvem er ikke parat til at promenere ad Nevskij Prospekt i selskab med oversætter og universitetslærer Kjeld Bjørnager og forfatteren Gogol: »Men de sælsomste hændelser er dog de, som finder sted på Nevskij Prospekt«.

Til sælsomhederne i nærheden af Nevskij Prospekt hører et vodkamuseum, som dukker op i et andet Bjørnager-kapitel med den russiske mad som tema. At Skt. Petersborgs køkken har andet at byde på end rødbedesuppen er trods alt en vigtig viden, når storbyferien skal planlægges! Og også om Peter den Stores ambitiøse byplaner, om Putins særlige forhold til byen, om byens religiøse ansigt og om medaljens og pragtfacadernes mere kriminelle bagside bliver der givet god besked.

Skt. Petersborg-bogen følger den samme opskrift som de øvrige fem bind i denne første sending af storby-portrætter. En intro skrevet af en skribent med et fortroligt forhold til byen og med solide erfaringer fra dens hverdagsliv bliver fulgt op af 11-12 kapitler, som i de fleste tilfælde følger et personligt og ofte mindre kendt spor gennem storbyen. Skribenterne er universitetsfolk, kunstnere og journalister med klare passioner for de udvalgte byer.

Blandt introerne er forfatteren Thomas Harders ferie-erindringer fra Rom en invitation til »den evige stad«, som er svær at afslå, ligesom journalisten Stephanié Surrugues kærlighedserklæring til Marais-kvarteret i Paris umiddelbart kan vække lysten til et gensyn med kvarteret med de jødiske forretninger, antikvitetsbutikkerne og det muntre bøsseliv. Og at journalist Robin Engelhardt virkelig har Berlin under huden, afslører hans billeder fra et barndomsliv på museumsøen og i DDR.

Samtlige de seks bind i den nye rejsebogsserie er små guldgruber af vidende fordybelse i velkendte motiver, guidede udflugter ad bøgernes, billedernes og musikkens snoede stier og overrumplende afsløringer af ukendte sider af storbyernes liv.

Nævnt i flæng er den italiensk-fødte journalist Alfredo Tesios vandring langs Den Aurelianske Mur rundt om det historiske Rom, journalisten Martin Krasniks strejftog i »Jew York«, historikeren Kristian Hvidts præsentation af baron Haussmanns parisiske byplan eller rejselederen Kasper Christiansens rundtur til arkitekturens modernistiske pejlemærker i Barcelona stærkt inspirerende invitationer til endnu mere indholdsrige udflugter. Forfatteren Asger Liebst dykker bogstavelig talt ned i undergrunden med et New York-kapitel om subwayen, der »dybt nede, hvor dæmoner spyr ild, og farten flammer«, som en begejstret futurist kunne udbryde. Anmelderen Bo Tao Michaëlis skriver veloplagt både om spionbøgernes Berlin og musketerernes Paris, kulturjournalisten Lars Movin opsøger beatgenerationens steder i New York, og kunstneren Peter Brandes slår dørene op til symbolisten Gustave Moreaus halvglemte museum i Paris. Mit rejsehjerte, hvad vil du mere?

Og sådan er det muligt at blive ved. Serien »Vide verden« leverer rejseinspiration på et højt og anderledes niveau. Selvfølgelig er der udsving - også i kvaliteten - hvor så mange rejsende mødes, men i rigtig mange kapitler går viden, personlig passion og fortælleglæde op i en højere enhed, og sød rejselyst opstår.