Hvis man lufter sine venstreorienterede synspunkter, og samtalen i diskussionen derefter skærpes, er man ikke bare ukritisk og selvundertrykkende, man er blødsøden og eftergivende med sin »pladderhumanisme«. Iagttagelsen falder i »Efter min mening«, hvor Frederik Dessau gennem en håndfuld essays giver sine holdninger luft og retning. Retningen er som sagt ikke til at tage fejl af, og bogens samfundskritik er desværre forudsigelig. Alt borgerligt er kapitalistisk individ-dyrkelse, kirke og kristendom er skyld i dit og dat, og islam er såmænd ikke så slem, som man gør det til. Hvordan man kan øve civilisationskritik i dag uden at forholde sig til de reelle udfordringer, som islamismen udgør i forhold til den vestlige verden, forstår jeg ikke. Det er som om, Dessau ikke har passeret 11. september 2001 sammen med alle os andre.
Men, altså men. I en anden forstand har han passeret det hele og er stadig lige begyndt. Det er vel, hvad man kalder visdom. Livsvisdom. Den visdom, der kommer af levet liv. Som når vi undervejs hører om Dessau selv. Hans barndom, kvinden, skilsmissen, alderen, at gå ned i tid og tempo, og om blodet, der kan rulle tungt, når dertil lægges stort vid, kommer der luft omkring alle meningerne, så man kan ånde frit. Hans blik for forstillelse og svagheder, ikke mindst sine egne, gør ham til rigtig god læsning. Så god at det bliver ligegyldigt, hvor enig eller uenig man måtte være i dette eller hint, for her er et sjælespejl, der fanger ind.
Så hvad stiller man op med en bog, der i sin samfundskritik intet nyt har at tilføje, men som samtidig oser af akkumuleret livsvisdom? En stjerne eller seks stjerner? Det må blive tre - med kritisk kærlig hilsen.
