Virkelighedens barbari

Roman. Skogrende og uelegant som en stor klodset fasan basker mennesket gennem verden i Nobelpristager Herta Müllers betagende roman fra 1986.

Rumænskfødte Herta Müller har fået årets Nobelpris i litteratur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philipp Gülland/AFP/DDP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dette er i sandhed en roman, der bedst indtages i mindre portioner. Hvert kapitel er et lille hårdt koncentrat, en ordskulptur, og kan faktisk læses som en selvstændig tekst. Den udkom på tysk i 1986 og er som så mange andre af Müllers bøger bygget over hendes eget liv og foregår blandt det tyske mindretal i en lille fattig rumænsk landsby i tiden under Ceaucescus diktatur.
 
Det er en by, hvor man tager varsler af uglens kredsen. Når den lander, betyder det døden: »Uglen flyver over haverne. Dens skrig er højt oppe. Dens flugt er dybt nede. Fuld af nat er dens flugt.« En by hvor æbletræet æder sine egne æbler. Hvor alle overvåger alle, men til syvende og sidst selv er overvåget. Mændene er såret på sjælen efter år i krigsfangenskab eller ved fronten, og kvinderne efter ydmygelser og voldtægter under straffearbejde i Rusland.
Her har kærligheden ingen kår. Mølleren Windisch har, som mange andre af byens indbyggere, besluttet sig til at udvandre til Tyskland, men det gør man ikke uden videre. Sæk efter sæk af mel skal natligt afleveres til borgmesteren. Som om det ikke var nok, skal den unge datter Amalie bagefter stille op til »møde« efter »møde« hos både præsten og politiet. Systemet kræver ungt kød. Ikke engang sin egen krop ejer man.

»Mennesket er en stor fasan i verden« er en rumænsk talemåde, som på samme billedlige måde som Müller skriver i, fortæller om menneskets uelegante og klodsede væren i verden. Müller arbejder med en sproglig skønhed, der når som helst kan slå over i sin modsætning, i det rå og vulgære. Som forfatter får hun én til at tænke på Imre Kertesz, som modtog Nobelprisen i 2002. Ikke fordi de to skriver ens, men fordi deres personlige historie er så smertelig fyldt af viden om den menneskelige forråelse, ondskab og åndelige armod, at de simpelthen ikke kan skrive om andet. Virkelighedens barbari har forpligtet dem på et stof, som kun kan forløses ved den største kunstneriske anstrengelse. Herta Müllers tekst kræver sin oversætter, og Karsten Sand Iversen har løftet opgaven overbevisende og sikkert.