»Vilhelms værelse« er blændende prosa

Tove Ditlevsen hyldes for sin ærlighed, men var mest af alt en stor forfatter. Det er den på én gang legende og dødsensalvorlige »Vilhelms værelse« ét langt bevis på.

»Vilhelms værelse« af Tove Ditlevsen. Fold sammen
Læs mere

»Det er svært aldrig mere at sove med ansigtet mod din varme, fugtige armhule og den trygge lyd af dine korte, stive øjenvippers skraben mod puden.«

Linjen optræder i en af de smukkeste passager, jeg har læst i en dansk roman.

»Vilhelms værelse«, der nu glædeligvis genudgives, er i det hele taget en oplevelse. Ikke mindst fordi den lige så godt kunne være skrevet i dag og ikke i 1975. Fortællingen er, bortset fra tidstypiske interiørdetaljer, helt nutidig med sin sprængte, fordoblende form, ligesom måden, hvorpå Tove Ditlevsens eget liv og værk hele tiden trækkes ind og ud af fiktionen.

I »Vilhelms værelse« har Lise således skrevet et populært digt, der begynder sådan:

»Der er to mænd i verden der/bestandig krydser min vej.«

Det er fra Ditlevsens »De evige tre«, og sådan spejler og spiller romanen hele vejen igennem, og alt dette slår bare fast, at hendes prædikat som »traditionalist« med tiden blev mere og mere misvisende.

»Vilhelms værelse«, der blev hendes sidste roman, er modernistisk i sin form, og her tilhører det fortællende »jeg« ikke altid den samme, her optræder der et uforklaret »vi«, og her er der massevis af læserdistancering og selvreference.

»Han har opfyldt sit formål i denne bog og falder nu ud af dens blade som en tørret violbuket uden farve og duft,« lyder det eksempelvis om en af karaktererne. Og historien, som træder frem af denne på én gang legende og dødsensalvorlige prosa, handler om børnebogsforfatteren Lise, der har været indlagt på psykiatrisk anstalt, blandt andet fordi hende mand gennem 20 år, bladmennesket Vilhelm, har forladt hende til fordel for en anden.

Skriver hudløst ærligt

I hjemmet havde Vilhelm sit eget værelse, og ind i det er nu flyttet den unge, klæbeåndsagtige Kurt, der begynder at læse Vilhelms dagbøger og at gå i hans efterladte tøj. Han bliver på en måde ham, også for sønnen Tom, der er mærket af forældrenes ægteskab, hvor lidenskab gradvist blev tyndet op med alkoholdunstende galskab.

Det er afsindigt og opslidende at læse om Lise og Vilhelms indbyrdes afhængighed, der raser videre med sit vanvid og sin skidenhed, selvom han nu bor på Frederiksberg og hun på Vesterbro.

Om dem - og alle andre - står et skær af afsind, men også af ensomhed, af »Den uhyre afstand til selv den nærmeste«. Ensomheden er i det hele taget dén af alle følelser, der mærkes stærkest i romanen, der er fuld af hudafskrabet, usentimental menneskekundskab, men også af linjer, der, lig de indledningsvise, er bristefærdige af skønhed.

Det er en »Blændende prosa«, som én siger om Lises arbejde, og at vi på den måde kan sige det samme om Ditlevsens roman, er endnu en af fiktionens og virkelighedens spejlinger. Og fiktionen spejler sig faktisk også i andres fiktion.

Når Vilhelm siger »Jeg må forandre mit liv« er det uden tvivl en hilsen til poeten Rainer Maria Rilkes »Du mußt dein Leben ändern« og bare et af talrige eksempler, som taler imod den undervurdering af Ditlevsen, der stadig finder sted. Nemlig at hun er var en »hudløs« forfatter, der »skrev sit liv helt ud«.

På den måde underkendes hendes store skønlitterære talent. Det er dét, der har gjort hende til litteraturhistorie. Mange har haft et hårdt liv, men meget få kan skrive en roman som »Vilhelms værelse«.

Titel: Vilhelms værelse. Forfatter: Tove Ditlevsen. Sider: 219. Pris: 149,95 kr. Forlag: Gyldendal.