Vildkattens væsen

Hanne Marie Svendsen viser, at verden er et forunderligt fremmed sted, som vi må indrette med sprog og sanser. Det fremgår fint af et nyt udvalg af hendes noveller, men fortoner sig i en kedelig bog om hendes forfatterskab.

»Gyngende grund. Udvalgte noveller« af Hanne Marie Svendsen Fold sammen
Læs mere
Foto: bogcover

Hanne Marie Svendsen er mest kendt som romanforfatter, både for voksne og børn, men det er også blevet til tre novellesamlinger (1982, 1992 og 2005), som Johannes Riis nu har sammensat et udvalg fra. »Gyngende grund« hedder samlingen, og jeg tror faktisk, at Hanne Marie Svendsen kunne se sin skriveproces som altid værende en vandring ud over gyngende grund.

Et smukt billede, synes jeg, på forfatteren, der aldrig skriver på det sikre. Helt overordnet bevæger Hanne Marie Svendsens forfatterskab sig ad to spor: På den ene side skriver hun realistisk erindringsprosa, ofte med udgangspunkt i egen opvækst på Skagen, på den anden side bevæger hun sig ud, hvor planerne skrider, og hvor opdelingen i fortid, nutid og fremtid ikke giver mening.

Hun kan skrive nøgtern og klar prosa, men også rablende og rytmisk, så man mærker, at det med at skrive altså handler om sprog. Hendes glæde ved sproget - at man gennem sproget kan få sansninger til at mødes, som når erotisk lyst smelter sammen med sommervarmens sødme i billedet af en boblende gryde med solbærmarmelade - gør det til en helt særegen glæde at læse Hanne Marie Svendsen. Der kan være en vis tørhed og en (for) stor blufærdighed, men det er netop på den baggrund, at de sanselige og surreelle indslag får deres overrumplende virkning.

I sit udvalg har Riis bestræbt sig på at nå hele vejen rundt i Svendsens register. Fra de surreelle og psykologiske tekster som »Katten« og »Svingeslagtning« (1982) til et fint portræt af en ældre, bitter kvinde i »Kirstines ting« (1992) og det mere essayistiske som rejseskildringen »Turist« (2005). Her bliver man, som i »En barndomshistorie« og »Fiskekasser«, i tvivl om, hvorvidt betegnelsen novelle nu også er relevant.

At være/blive ældre er et tema, Hanne Marie Svendsen ofte kredser om og eminent skildrer som netop en næsten surreel tilstand, hvor ydre og indre verden ikke mere følges ad. Verden er ikke kun på de unges måde, verden findes i mange udgaver. Læs »Kurstedet«.

Kedsomhed undervejs

Novelleudgivelsen falder sammen med en udgivelse om Hanne Marie Svendsens forfatterskab: Marina Allemanos »Hav-Frue«.

Allemano, som er professor i skandinaviske studier i Alberta, Canada, leverer en grundig og redelig gennemgang af Hanne Marie Svendsens forfatterskab fra ende til anden (voksenbøgerne) med gode nærlæsninger.

Men hvor man dog keder sig undervejs, også på grund af den strengt kronologiske læsning. Der savnes simpelthen det sus, som man netop kan opleve hos Svendsen selv, når planerne skrider. Lidt flere vilde læsninger og begejstring, der kan give lyst til at læse forfatteren, frem for de mange lange referater af handlinger, ville have været skønt!

Irriterende er det, at litteraten her hele tiden skal tilbage til forfatteren selv for at underbygge teser og tolkninger med henvisninger til, at dette eller hint har Svendsen også skrevet eller sagt andetsteds eller privat. Det er jo aldeles ligegyldigt for værkernes tolkning.

Det er skønt med billeder, men hvorfor så få og spredte? Til gengæld er Allemanos »Hav-Frue« et meget grundigt og pålideligt stykke forskning, som helt sikkert kan gøre fyldest som opslagsværk og for senere læsninger - og det er positivt.

Stjerner:

»Gyngende grund. Udvalgte noveller«: 5/6 stjerner

»Hav-Frue. Hanne Marie Svendsens forfatterskab«: 3/6 stjerner