Hvordan mon Clara Ask fra 5.b. klarer sig? Hun – en ganske almindelig dansk pige, som bor sammen med sin mor og har en lidt kedelig hverdag – er jeg-fortællende hovedperson i Lene Kaaberbøls serie Vildheks. Den 12-årige Clara, opdagede i seriens første bind, »Ildprøven«, at hun havde vildhekse-gener, og man kan roligt sige, at det sætter anderledes fut i tilværelsen. I det nye bind, »Viridians blod«, viser det sig, hvor svært det er at leve et normalt liv, når man samtidig skal bekæmpe en infernalsk ondskab i skikkelse af Kimære, hvis stræben efter magt har noget kannibalistisk over sig. Kaaberbøl skruer op for dramatikken og spændingen i dette bind, da Claras gode ven, den helt umagiske Oscar, og hans hund hvirvles ind i kampen mod Kimære. Det er et rigtig godt træk
Forfatterens varemærke er fantasy, der lægger sig tæt op ad realistisk genkendelighed. Vildheks-serien tager da også afsæt i virkeligheden – en såkaldt to-verdens-konstruktion, modsat forfatterens Skammer-serie fra 2000-2003, hvor alt foregår i et fantastisk univers. Denne series oprindeligt fire bind genudgives nu samlet i to.
Åbningssætningen i »Skammerens datter« lyder: »Strengt taget var det vel ikke Cillas skyld, at jeg blev bidt i armen af en drage«. Med den fik Kaaberbøl sit gennembrud og indfanget store læserskarer af begge køn. En skammer er i øvrigt én, der med sit blik får andre til at skamme sig. Kort fortalt handler bøgerne på ét plan om Dina og hendes bror Davin, midt i en blodig kamp mellem to klaner, og på et andet plan, om Dinas egen personlige kamp. Serien er oversat til 25 sprog, og her på avisen fik serien som helhed fem stjerner med ordene: »Serien er skabt af det stof, børneklassikere laves af: det særegne og det almene, det sødmefulde og det spændende samt en medmenneskelig morale. Simpelthen godt!« Den klassikerstatus er i dag cementeret.
Vildheks-serien er lettere i anslaget, enklere i sin konflikt og kan derfor læses af børn fra ni år. Nok mest af piger, noget Anders Walters besjælede illustrationer lægger op til med deres klare tøseæstetiske signaler.
Uanset hvad Kaaberbøl skriver for børn, har hun en formidabel evne til at skabe tryghed og en det-skal-nok-gå-fornemmelse, mens helten eller heltinden slås for sit eller andres liv. Det er hyggeskræk af bedste kaliber, lige til at smække fødderne op og bare nyde, selv om der går vildt for sig på siderne.
