»Vi var våde og glatte af sved«

Françoise Sagan. Udateret foto fra 1960erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP

»Hun stirrede på mig gennem de billeder som mine ord havde fremkaldt i hende; endelig fik hun øje på mig og vendte hovedet bort.«

Sådan står der på en af de første sider i Françoise Sagans »Bonjour Tristesse«, der udkom første gang i Frankrig i 1954 og blev en af sin tids store skandaleromaner. Også herhjemme, hvor ikke mindst anmelderne var chokerede over, at en 18-årig debutant kunne skrive så direkte om erotik og så kynisk om kærlighedens spil.

Men når jeg læser romanen, der nu er genudgivet og oversat til klingende klart dansk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen, er det mærkbart, at tiden og sæderne har ændret sig. I hvert fald når det gælder sex. Forargelsespotentialet i »Bonjour Tristesse« er svært at få øje på i dag, selvom det nok gælder linjer som disse: »Han lagde mig blidt på presenningen. Vi var våde og glatte af sved, kejtede og ivrige; båden gyngede regelmæssigt under os.«

Nej, når romanen, her i 2016, for alvor vækker opsigt, er det fordi den er så suverænt skrevet og – hvilket de indledningsvise linjer også viser - rummer en så bemærkelsesværdig dyb psykologisk indsigt.

At Françoise Sagan udgav romanen, da hun var 18 år, og bare var 17, da hun skrev den i en sommerferie, det er ikke til at begribe. Men det gjorde hun altså, og i dag kan miraklet læses på to måder – med enten æstetiske eller historiske briller.

»Bonjour Tristesse« var et chok i sin samtid. I 1954 var fransk litteratur stadig var mærket af Anden Verdenskrig og løb fuld af alvor og drøjt eksistentielt tankegods. Ingen lethed her, men det var der i Françoise Sagans debutroman, der blev antaget af forlaget samme dag, som redaktøren modtog den.

Den usædvanlige forløb skyldtes, at romanen var netop det: Usædvanlig. Den greb på én måde bag om krigen og tilbage til den psykologiske roman, som tegnede den tids franske litteratur, men var samtidig helt anderledes let og frisk i sin sprogtone.

»Bonjour Tristesse« blev, trods sin store salgstal, ikke nogen stildanner i fransk litteratur. Men fransk films nye bølge, La nouvelle vague, som opstod i slutningen af 1950erne, har meget at takke romanen for. Instruktører som Robert Goddard og François Truffaut begyndte, præcis som romanen, at beskæftige sig med ungdommen og erotikken, og dele af vores forestilling om det typisk franske – det sensuelle og det unge – kan spores tilbage til Sagan.

Når romanen vakte skandale, var det, fordi Frankrig som resten af Europa i 1950erne var voldsomt optaget af etikette og sømmelighed. Sex hørte ægteskabet til og var ikke som hos Sagan noget, der fandt sted før vielsesringene og kirkeklokkerne. Eller med flere forskellige partnere.

Alt dette gjorde »Bonjour Tristesse« til såvel skandale som hvermandseje. Men det gjorde også Sagan til en stjerne, og hun førte sig siden frem som en sammensmeltning af romanens karakterer: Den unge, både kyniske og kærlige hovedkarakter Cécile, hendes drikfældige don juan af en far, Raymond, og den kølige Anne.

Fornuftstridig og god debutroman

Den excentriske Sagan gjorde sig bemærket i jetsetmiljøet og offentligheden og var glad for hurtige biler, stoffer, alkohol og cigaretter. Og hun skrev også andre værker om borgerskabets trængsler frem til sin død i 2004.

Men »Bonjour Tristesse« forblev referencepunktet og lyser da også stadig med en særlig kraft. Ikke mindst sproget er lige så klart som den sol, der brænder over historien og det huse ved Den franske riviera, som Céciles far har lejet. Her skal de tilbringe ferien sammen med hans elskerinde, Elsa – han skifter kvinde omtrent hver sjette måned – og med Anne, der var Céciles afdøde mors veninde.

Hende kan faren ikke lade være. De bliver et par, til Céciles store fortrydelse, for Anne er kontrollerende og truer med at sætte en stopper for hendes frie liv og erotiske forhold til den unge mand, Cyril. Det passer hende meget bedre, at faren er sammen med den vulgært-sexede Elsa, og derfor iværksætter hun et rænkespil, der skal bringe forholde tilbage i deres rette orden. Eller rettere: Uorden.

Céciles kyniske spil får fatale konsekvenser, og Sagan udfolder det hele suverænt og med stor forståelse for følernes liv og sindets irgange og er desuden en fænomenal betragter. Som bare 17-årig kunne hun skrive sådan her om Anne: »Hun modtog mig med den ironiske mine man modtager folk med som har drukket dagen før.«

Det er godt set. At der er en særlig måde at se på folk med tømmermænd på. Det var der dengang, og det er der nu, og Sagans blik for det almenmenneskelige – ikke mindst svaghederne – gør »Bonjour Tristesse« til verdenslitteratur.

Françoise, der egentlig hed Quoirez til efternavn, tog navnet Sagan efter en karakter i Marcel Prousts »På sporet af den tabte tid«. Det siger måske noget om hendes inspiration. Og aspiration. Forrygende er denne næsten fornuftsstridige gode debutroman under alle omstændigheder, og det er en gave, at den nu foreligger i en så smuk ny indbinding. Og oversættelse.

Titel: Bonjour Tristesse. Forfatter: Françoise Sagan. Oversætter: Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Sider: 184. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.