Hun er blogger og debattør. Hun er kendt, afholdt, lagt for had, omdebatteret som én, der har sagt ligeud, hvad hun mener om »det rådne kvindesyn« i danske indvandrermiljøer. Hun er ofte blevet spurgt, hvordan hun, der flygtede med sin familie fra Afghanistan, da hun var knap fem år, har kunnet »klare sig så godt«, og hun er blevet kaldt en succeshistorie, en mønsterbryder, og et forbillede. I sin nye bog om sig selv, »Glansbilleder«, konkluderer hun: »Alle de etiketter, samfundet har så travlt med at klistre på mig og min historie, giver mig kvalme«.
Eller for at sige det på en anden måde – og stadig med hendes egne ord fra bogen: »I den afghanske verden er jeg en fiasko, fordi jeg ikke har udsigt til et hvidt bryllup og ikke har nogen børn. I den danske verden er jeg heller ingen succes, for jeg har ikke afsluttet en uddannelse og bor til leje på et værelse hos en kvinde, der er to år yngre end jeg selv«.
Geeti Amiri er, som det fremgår, hård ved sig selv, og man kunne indvende mod ovenstående, at hendes karriere modsiger den. Dels hendes kendthed som blogger, først for Berlingske, så for Ekstra Bladet. Dels det forhold, at hun, der immervæk stadig kun er 27 år gammel, nu har udgivet en hel bog på et af landets store og anerkendte forlag. Men følelsen er der åbenbart, følelsen af ikke at være nogen succes, og det er en trist historie, Geeti Amiri fortæller, og det er en historie, der i al sin tristhed også bliver et billede på en mere generel historie om noget, der synes så uoverstigeligt vanskeligt: At være nødt til at flygte fra det sted, hvor man har sine rødder, uanset hvad der så ellers er at sige om det sted, og uanset hvor gode grunde, der ellers måtte være. Og så alt det bagefter. Det er så svært at få tingene til at spille, når man først er landet et nyt sted, og når man kommer fra en helt anden kultur, fra en helt anden religion. Det er så svært, når man for eksempel, som Geeti Amiri og hendes familie, kommer fra Afghanistan og ad omveje ender i fjerne Danmark. Så svært. Geeti Amiris far, som hun igen og igen vender tilbage til i sin bog, var kommunist, og det var på ét tidspunkt godt at være netop dét i Afghanistan, på ét andet tidspunkt mindre godt, deraf flugten. Men han var også en muslim, der pligtskyldigt bad alle sine bønner, og den ambivalens var én af mange, der satte sig spor i familien. Allerværst, forstår man, var den utilpassede storebror og hans fanatisme, hans voldelighed. Som her, hvor Geeti Amiri lige har talt med sin mor:
»Jeg nåede kun lige akkurat at sige, at Rushy Rashid var en dansk-pakistansk kvinde, før han gav mig en lussing, mens han råbte til mig, at jeg lige så godt kunne lade være med at tænke den slags tanker, for når jeg afsluttede 9. klasse, skulle jeg giftes. Det var det eneste, jeg skulle forberede mig på.«
Til sidst blev det for meget. Systemet måtte tage sig af Geeti Amiri. I slutningen af bogen skriver hun:
»Vi systembørn er de brændemærkede børn. Vi er dem, der aldrig helt slipper følelsen af frygt for at ryge tilbage i systemets klør, og derfor er vi hårde ved os selv, for vi har ikke kun systemet at overbevise, men også os selv.«
Optimist på systemets og kulturmødernes vegne bliver man ikke af at læse »Glansbilleder«. Højst behersket optimist på Geeti Amiris vegne. Hun har dog trods alt haft overskuddet til at skrive en hel og stærk bog, og dét ligner ikke en fiasko. Slet ikke. Heller ikke selv om hun stadig bor til leje på et værelse.
Titel: Glansbilleder
Forfatter: Geeti Amiri. Sider: 284. Pris: 249,95 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof
