Jørgen Mads Clausen er ikke blot en mangeårig markant leder af Danfoss, han er tillige en vigtig samfundsdebattør, der højt og ofte giver udtryk for globaliseringens muligheder og de udfordringer, der ligger her. Kort sagt, en mand der gerne vil placere sig selv, virksomheden og Danmark på forkant med udviklingen.
Derfor er en bog om Jørgen Mads Clausen en god idé. Forfatteren, journalisten Ole Sønnichsen, understreger, at der ikke er tale om en biografi, men netop en bog om vejen til topposten, om globalisering, om ledelse, om innovation, om uddannelse mv. Oven i købet en kritisk bog annonceres det i forordet. Også det er en god idé - at skåne læseren for blodfattigt mikrofonholderi. Spørgsmålet er så, om Sønnichsen holder, hvad han lover.
Svaret er desværre et kedeligt både og.
Første del af bogen er præget af godt journalistisk arbejde. Ordentlig research og en god fortælling. Efter en kort redegørelse for grundlæggelsen af Danfoss fokuserer Sønnichsen på Jørgen Mads Clausens vej ud af faderens skygge. Et vigtigt skridt var 15 år i andre virksomheder, samt yderligere 15 år i Danfoss før chefstolen kunne indtages. At der gik så lang tid skyldtes også, at moderen ikke var overbevist om, at han var den rette mand at sætte i spidsen.
Knapt så overbevisende
Mindre overbevisende er det, når Sønnichsen sætter sig for at belyse, hvilke ideer der ligger til grund for Danfoss og hvad der karakteriserer virksomheden. Det er for eksempel ikke godt nok at lade en direktør slippe af sted med at sige, at Danfoss-ånden er noget i retning af, at man behandler folk ordentligt og at samme folk har tillid til at være. Der må være mange danfosser i Danmark!
Der er heller ikke meget »kritik«, når Sønnichsen gennemgår Clausens forestillinger om, hvordan Danfoss skal ledes, hvordan fremtidens uddannelser skal indrettes osv.
Et ret nærliggende spørgsmål ville være, hvorfor det der er godt for Danfoss også er godt for Danmark. Det får lov at stå som en uantastet præmis. Og hvorfor bliver der ikke boret lidt mere i forholdet mellem Clausen som bestyrelsesformand med udtaleret og den hårdtarbejdende direktion, der må have været helt uomgængelig i virksomhedens succes.
Den positive side af sagen er, at læseren får en gang ufiltreret Massa Clausen-visioner, og det skal man da ikke kimse ad. Men hvorfor ikke kalde en spade for en spade, droppe de »kritiske« knæbøjninger og kalde det for en interviewbog, hvor Clausen præsenterer sit verdensbillede.
Clausen lider ikke af syndromet med at sætte sit lys under en skæppe. Men han er både interessant og har indflydelse. Hvor videnskabsministeren har hentet drejebogen for mange af de seneste års tiltag på universitetsverdenen, kan man ikke være et sekund i tvivl om, når man har læst denne bog.
