Venstre vidste du, hvor du havde

Samtidshistorie: »Tid til forvandling: Venstres vej til magten.« Venstre og Anders Fogh Rasmussen er moderne dansk politiks største succeser—hvis dét at få magten er målestokken. Hans Mortensens velskrevne og vigtige bog »Tid til forvandling: Venstres vej til magten« beskriver partiets vej fra skrumpende bondeparti til velfærdsbærende folkeparti.

Anders Fogh triumferer for tredje gang efter en valgsejr - her på valgnatten i Øksnehallen den 13. november 2007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Jens Nørgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis målestokken for politisk succes er at sidde på magten, må Venstre og Anders Fogh Rasmussen betegnes som de ubetinget største succeser i moderne dansk politik.

Man skal såmænd kun 20 år tilbage, før valgforskere forudså, at Venstre ville være udslettet ved årtusindskiftet, og mange så siden Anders Fogh Rasmussens forkætrede bog »Fra socialstat til minimalstat« som det endegyldige bevis på, at partiets unge næstformand aldrig ville nå længere i dansk politik. Men i stedet moderniserede man partiet og erobrede regeringsmagten, og man har fastholdt den ved to valg og endog konsolideret grebet så godt, at Socialdemokraterne, der før var så almægtige, nu er skrumpet ind til, på snart andet årti, blot at være det næststørste parti. Et parti, som reelt er uden politisk indflydelse, og som under de tre seneste valgkampe reelt ikke har været tæt på at vinde.

Hans Mortensens velskrevne og vigtige bog giver et afbalanceret og indsigtsfuldt indblik i Venstres adskillige forvandlinger gennem de seneste 30 år. Fra i 1970erne at være et skrumpende bondeparti, der deltog i regering med Socialdemokratiet (og hvor en ung Fogh Rasmussen talte for økonomisk demokrati), over i 1980erne og 1990erne at være det offensive, frihedselskende by-parti for de unge og med en ideologisk klar profil, til, fra 2001, at være det velfærdsstatsbærende, lighedsforsvarende og erklæret populistiske folkeparti.

I bogen beskrives partiets udvikling og forvandlinger og de forskellige overvejelser i disse forbindelser—hvori Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen siden 1984 konstant har været blandt de mest centrale aktører. Læserne får et godt indblik i, hvordan både Venstre og dansk politik har ændret sig, og i de strategiske vurderinger, man har gjort sig undervejs. Bogen er bedst, når den sammenholder resultaterne af meningsmålinger og fokusgruppeinterviews, foretaget af Venstre, eller Anders Fogh Rasmussens personlige notater i diverse bøger med partiets efterfølgende taktiske positioneringer. Eller når den sammenstiller, hvad der blev sagt på ét tidspunkt, med de 180 grader modsatrettede synspunkter på et andet tidspunkt - f.eks. at man under Uffe Ellemann-Jensen mente, at skattetrykket havde nået et niveau, hvor det var en trussel mod den personlige frihed, mens det nu, hvor det er højere, hyldes som garanten for samme frihed!

Bogen vil i mange år stå som et værk, som fremtidige skribenter om samme emne bliver nødt til at konsultere, og den er behageligt fri for den overfladiskhed, der i disse år kendetegner de fleste politiske kommentatorer.

Men lige så god bogen generelt er i dens fremstilling af Venstres forvandlinger fra cirka 1980 til 2001, lige så tynd er den efter »systemskiftet«. Her bliver bogen stort set uden værdi, og fremstillingen af 2005- og særligt 2007-valget er uden kalorier i forhold til bogens egentlige tema. Som om »forvandlingen« var endegyldigt afsluttet. Hvad den næppe er. Irriterende er det også, hvordan Hans Mortensen sprogligt falder i den fælde at karakterisere stort set enhver, der har været uenig i Venstres nye midtsøgende linje, som værende en »superliberalist«. Det er både plat og unødvendigt.

En sidste korrekturlæsning ville sikkert have fanget både en del mindre slåfejl og faktuelle småfejl, såsom at det var i 1979, Venstre gik i regeringssamarbejde med Socialdemokratiet (det var året før), at Tony Blairs valgsejr var i 1993 (når det var i 1997), eller at det skulle have været dennes rådgiver, Philip Gould, der opfandt »kontraktpolitikken« (når det faktisk var USA’s republikanske parti i 1994).

Bogen har også—trods sine kvaliteter—to forbundne problemer, som begge afslører en manglende kritisk analyse. Det ene er, at den aldrig kritisk anfægter Venstres egne udlægninger af forvandlingernes fordele. Var det f.eks. nødvendigt at ændre så drastisk politisk kurs efter 1998? Valgundersøgelser viser, at vælgerne ikke i nyere tid har været så liberale, som de var i 2001, og Socialdemokratiet kom sig aldrig for alvor oven på efterlønsreformen. Så skyldes magten strategi og spin, eller havde man fået den alligevel?

Det andet problem er, at man aldrig rigtig får en vurdering af, hvad der egentlig—om noget—holdningsmæssigt er inde i det moderne Venstre. Er der en liberal kerne, som så realpolitisk tilpasses skiftende omstændigheder? Eller er der i virkeligheden ikke andet end begæret efter magten? Det er måske nok befriende, at Mortensen her ikke anlægger en moraliserende tone, men en vurdering fra en så vidende forfatter kunne man dog godt have ønsket sig. For hvad nu hvis målestokken for politisk succes slet ikke er dét at have magten, men snarere det at få realiseret mest muligt af, hvad man tror på? Hvor stor har det moderne Venstres succes så været? Det kommer i sidste ende an på, hvad man tror på. Og om man overhovedet tror på noget.

Denne anmelder kan i hvert fald ikke sige sig fri for den tanke, at det måske bedste billede for den forvandling, som Mortensen glimrende afdækker, er, at partiet er gået fra at være et liberalt parti til at være en »Rorschach blækklat-test« - altså en af den type blækklatter, som psykologer viser til patienter, hvorefter de spørger dem, hvad det er, de ser, men hvor pointen er, at alle ser noget forskelligt, og dét, de tror, de ser, i virkeligheden er en afspejling af deres egne tanker, snarere end noget, som klatten skal forestille.

Peter Kurrild-Klitgaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og kommentator ved Berlingske Tidende.