Vejside-beretning

TV2’s Simi Jan har skrevet en spændende, men lidt for objektiv og pæn bog om sin verden.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Simi Jan har på TV2 for længst vist, at hun er en mere end almindelig god nyhedsreporter i en konfliktzone. Men betragter man virkeligheden som et ituslået spejl, så er nyheder de små skarpe stumper herfra. Kravet til en bog er at sætte så mange stumper som muligt rigtigt sammen for at genskabe et stort billede.

Det magter Simi Jan ikke helt med denne bog om sine fem år som reporter med bopæl i henholdsvis Pakistan og Afghanistan. En fabelagtig grundhistorie glimter ellers undervejs. En historie om en far, der forlod hende i 15 år for derpå at dukke op og lede til den viden, at hun faktisk tilhører den afghanske Ghilzai-stamme, som Taleban oprinder fra. Perspektivet heri er dybt, men bruges ikke rigtigt.

Bogen er i passager læseværdig, indsigtsfuld og interessant. En del er repetitioner af nyheder - oftest terrorangreb - kombineret med oplysninger om arbejdsbetingelserne for en korrespondent. Men undervejs dukker både rørende og mere levende beretninger op om lokale, hvis nære er dræbt, hvis sønner er talebankrigere, eller hvis menneskelighed påbyder dem at redde kvinder fra æresdrab og mishandling. Simi Jan taler urdu, pashtun samt endda en smule dari. Samt har fordel af at være kvinde. Hvilket et benhårdt patriarkalsk samfund, inklusive mullaher, ser med stor interesse på. Bogen synes dog at falde ned mellem en uopfyldt ambition om at være personlig og en uomgængelig godtgørelse af Vestens hulhed, når politikere herfra taler om, at »det går bedre i Afghanistan«. Ofte udtalt af eksempelvis danske ministre, mens de ironisk nok er på visit med fuld opdækning og luftstøtte.

»Jeg havde et håb. Det havde vi alle. Men i stedet fik vi en korrupt regering, afghanere fængslet uden grund, ingen udvikling og vores landsbyer blev bombet,« som en af Simi Jans lokale venner opsummerer omstyrtningen af taleban-styret. Hvilket tilsyneladende er en gennemgribende skuffelse kombineret med en velbegrundet frygt for Talebans tilbagevenden.

»Til te hos Taleban« skal som titel betragtes med en del ironi. Pakistan, Afghanistan og Simi Jan er bestemt ikke af porcelæn. Synd, at sidstnævnte - som vesterlænding og kvinde - ikke reflekterer mere over at klinke sin egen histories skår med den store historie.