Når den blinde tusindkunstner Rune T. Kidde med det lange visdomsskæg sætter sig til rette og leverer sit mundtlige show af myter og selvdigtede eventyr, henriver han sin jublende fanskare totalt.
Fabuleringsevnen kan imidlertid blive en hæmsko, når det gælder nedfældningen i romanform, og det bliver nemt for meget. Forfatterens seneste undergangsroman »Dødssøbølger« er en svovlduftende, kvalfuld apokalypse tilsat rigeligt med perversiteter, hvor menneskesjæle nedsmeltes i samme tempo som atomkraftværkerne omkring dem.
Hovedpersonen, den psykiatriske patient Jogvan fra Torshavn på Færøerne, er på jagt over verdenshavene efter den skruppelløse og incestuøse horebuk af en far, Jørgen-Frantz, der viser sig at være kaptajn på spøgelsesskibet Den Flyvende Hollænder.
Med sig på turen har han sin halvsøster Diana – der er svulmende gravid på tredje år – samt et par halvbrødre. Den ene en gal djævel, den anden en veg og usikker homoseksuel samt et par narkomaner, der sikkert også er hans halvsøskende og måske fædre til Dianas ventede barn.
Fra begyndelsen er bogen bygget op som en sygejournal, hvor den psykiatriske overlæge lægger sine jungianske fortolkninger ned over patienten Jogvan på Sankt Johannes hospitalet i Torshavn. Men lægen viser sig at være en af hospitalets nattevagter, der ved bogens slutning – som man nok kunne have en mistanke om – viser sig at være hovedpersonen selv. Midt i al undergangen går en understrøm af søgning hen imod harmoni, kærlighed og den »livskunst«, som Jogvan forsøger at skabe ud af undergang og kaos.
I det åndløse ragnarok og på den anden side findes altså måske et håb om udfrielse. Det er en gyngende og farefuld sejlads af Melville’ske dimensioner at følge troldmanden Kidde. Og måske er der et par møder for meget med Den Flyvende Hollænder.
