Vatikanets hemmeligheder

Daniel Silva binder fermt pavekirke, kunsttyveri og islamistisk terror sammen i sin niende roman om Gabriel Allon.

Det starter med et mord i Peterskirken, i Vatikanet, hvor en konservator bliver fundet død. Lynhurtigt står det klart, at mordet har forbindelse til det sorte marked for handel med de kunstværker, der graves frem eller stjæles af kunsttyve. Forbindes pavekirkens kunstsamling med den slags, vil skandalen rulle, og ind kommer kunstkonservatoren, den israelske agent Gabriel Allon, hovedfiguren i Daniel Silvas romanserie.

Serien er meget udbredt i den engelsksprogede verden, og figuren Gabriel Allon går for at være den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons yndlingsromanfigur.

Allons virkelige erhverv er at tage sig af de mest komplekse og farefulde terrorsager, der truer Israels sikkerhed. Men mellem operationerne bruger han sin oprindelige uddannelse som konservator til at forvandle gamle medtagne mesterværker, så de står som nymalede.

Ved »Den faldne engels« begyndelse er han i Rom for at restaurere et billede af Caravaggio. Når Gabriel er i Vatikanstaten, er det, fordi han før har hjulpet pavestolen – i en tidligere roman – og det viser sig snart, at der er forbindelser mellem Iran, terrorgruppen Hizbollah, kunsttyve og personer i Vatikanbanken, der har et ry for dubiøse transaktioner.

Det hele afvikles i et hæsblæsende tempo mellem så forskellige lande og byer som Rom, St. Moritz i Schweiz, Maryland i USA, Wien, Berlin, Jerusalem og sågar Kandestederne i Nordjylland.

Her bliver et øde sommerhus uden for sæsonen brugt til hårdhændet afhøring af en iransk diplomat, og det er faktisk anden gang, at Silva lader sådan noget ske i en af sine romaner, selv om det fremgår, at den danske sikkerhedstjeneste ville rase, hvis den kendte til det.

Detaljer kompenserer for romanskabelon

Selv om der er noget af en skabelon bag romanernes opbygning, og det godt kan virke lidt maskinelt, kompenserer de mange detaljer og begavede iagttagelser: Serien om Gabriel Allon starter således spektakulært, derpå følger en række handlinger, der eskalerer, så Israels hemmelige tjeneste kan komme på banen, og det slutter med et operationelt brag.

Dette bind ni kan læses selvstændigt, men de, der holder af den mere udfoldede, detaljerige historie, kan med fordel starte fra begyndelsen, for en række af figurerne er gennemgående.

»Den faldne engel« er så velskrevet, godt researchet og aktualitetspræget, at læseren lever sig ind i universet.

Seriens præmis er, at Israel er eksistentielt truet, og at dette Mellemøstens eneste virkelige og rodfæstede demokrati er udstyret med en hemmelig tjeneste, der aldrig tøver, heller ikke hvor amerikanerne holder sig tilbage i kampen mod terror.

Gouterer man denne politisk ukorrekte tilgang, er man som læser virkelig godt underholdt, men deler man ikke det amerikansk-israelske verdensbillede, skygger det klart for læseoplevelsen.