Et sted mellem syndflodens utæmmede naturkræfter og rundkørslens velorganiserede system af både veje og udveje folder Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling sig imponerende veloplagt ud.
I et felt, hvor poesien både møder filosofien og musikken og ikke mindst sprogets enorme reservelagre af fastlagte vendinger, nedarvede visdomsord og indarbejdede talemåder sætter forfatteren sin egensindige stemme ind med fynd og klem og en forbløffende indfaldsrigdom.
»Stemmen blev mig/anvist som talerør som tågehorn som/skovkedsomhed og bjergensomhed givet/vis. Som tusindfryd og enkeltfryd og spilleglæde. Måske...«
Sproglig centrifugalkraft
Benovelsen melder sig hurtigt under læsningen af »Ægteskabet mellem vejen og udvejen«, centrifugalkraft i de sproglige rundkørsler, og det eminent fingerfærdige spil på modsætningernes eller dobbelthedernes muligheder får det til at svimle vildt. Det danske sprog bliver endevendt og kritisk efterset, så stort set ikke et forslidt ordspil eller en fladtrampet leveregel undgår at blive sat i fantasifuldt pirrende spil, og ikke mindst de politiske standardhenvendelser og forbrugersamfundets markedsføringssprog bliver underfundigt endevendt og undermineret. En række reklamesekvenser er en af de røde tråde i bogen, og frihed, menneskerettigheder, grundlæggende værdier og færdselslov håndteres med skæv sans for politisk automatsnak og de meningsforskydende drejninger af sproget:
»Vi gør opmærksom på, at ensretningen er en helt grundlæggende forudsætning for færdselsloven. Vi gør opmærksom på, at vejen frem altid har fortrinsret. Vi gør opmærksom på, at du altid har ret til fuld skrue. Vi gør opmærksom på, at du er i din fulde ret til at medbringe lig i lasten. Vi ønsker dig en behagelig overfart. Og en fortsat dag.«
Syv sekvenser
I alt falder bogen i syv sekvenser, hvor de første med overskrifterne »Smagsdommernes bog« og »Festligholdelsen af fjenden« vender det satirisk-kritiske skyts imod den hjemlige politik og begivenhederne på den verdenspolitiske scene med Irak-krigen som et af temaerne. Andre afsnit har køn og krop, kærlighed, samliv og adskillelse eller de eksistentielle og filosofiske spørgsmål i fokus, mens en sidste kort passage indkredser selve stemmens væsen.
»Ægteskabet mellem vejen og udvejen« er en voldsomt fascinerende og stimulerende tour de force, hvor sprogets motorveje og vildveje krydser hinanden på forbløffende vis, men på turen rundt i Ursulas mange rundkørsler sniger spørgsmålene sig ind: Hvor hører nødvendigheden op, og hvor sættes automatgearet til? Hvorfor lige netop 232 sider? Kunne det lige så godt have været 150 sider eller måske 320? Lurer en vis enstonighed på den ironisk tvetungede attitude? Dobbeltheden sniger sig simpelthen ind i oplevelsen af Ursula Andkjær Olsens sofistikerede og blændende sproglige opvisning. Helt i bogens ånd. Måske.
