De to forlag med de spektakulære navne Gladiator og Kronstork hører til blandt de vigtige leverandører af lyrik til tiden. Fra dem er netop kommet et par meget forskellige debutdbøger, der med eftertryk demonstrerer spændvidden i øjeblikkets poesiboom.
Fra Gladiator byder Josefine Graakjær Nielsen ind med »Rosebud«, et foruroligende miks af smerte, melankoli og labyrintisk mystifikation. I »Blå himmel hver dag« fra Kronstork leverer Martin Snoer Raaschou helhedssyn og klart lys.
Allerede i selve titlen på Josefine Graakjær Nielsens bog ligger det hemmelighedsfulde omhyggeligt indkapslet. Ordet »Rosebud« stammer fra Orson Welles-filmen »Citizen Kane«, der er blevet kaldt verdens bedste film, og det er det sidste ord, aviskongen Kane siger, før han dør.
Jagten på betydningen af det kryptiske ord og sandheden om mediemogulen udgør filmens handling på samme måde, som Graakjær Nielsens lange prosadigt eftersøger en identitet og sandhed, der hele tiden unddrager sig fastholdelsen. Kun sorgen og tabet fornemmes konstant bag ordene.
Som et ganske almindeligt kærestebrev begynder »Rosebud« med ordene »Kære Niklas«, men det du, henvendelserne i digtet er rettet til, skifter hele tiden karakter, ændrer sig for øjnene af læseren og svarer i øvrigt aldrig.
Digtet igennem er der tale om skift og glidninger i tonen og i de følelsesmæssige relationer. Tiltrækning og frastødning veksler, og kun en temmelig sørgelig historie, der indeholder glimt af en barndom med misbrug, en traumatisk abort, druk og stoffer, nedslidte hotelværelser, vold og adskillelse, anes som digtets røde tråd.
Meget sørgeligere kan det dårligt blive, men alligevel besidder Josefine Graakjær Nielsens brevskriverstemme en stærk udstråling og tiltrækningskraft, skabt af den sproglige dynamik, der tilfører hendes tour de tristesse en form for paradoksal energi og overskud:
»Vi var ikke ærlige der hvor vi levede. Det lille hotelværelse. Vi fik hinanden til at spytte på gaden og råbe efter tiggere: kurveflet er trods alt bedre end linoleum, og en stønner ringer ikke altid fra hemmeligt nummer.«
Hylder det basale
Skyfri himmel og høj sol er der en del af hos Martin Snoer Raaschou, der allerede i sin bogs titel reklamerer med »Blå himmel hver dag«, og som med en nærmest demonstrativ naivistisk glæde lader velværet og en rolig harmoni rykke ind i »Sol«, der er det ene af bogens fem lange digte:
»stille og roligt pippende fugle/blade græs og bier myrer fluer vind og busk/ingen myg men blå blomster…«
Poesiens blå blomst trives tilsyneladende helt fint i forfatterens have.
I et andet digt, »Brød og drøm«, kaster poeten sig ud i den store bagedyst og hylder med et glimt i sproget enkelheden og eksistensens basale sammenhænge og værdier som for eksempel den direkte forbindelse mellem dej og brød.
Besværgende lyder det: »Jeg ser at her er hyggeligt og hjemligt«. Hvad de rituelle påkaldelser af trygheden også holder på afstand, antydes af digtet »All«, der er en slags dødedans i sproget eller et stykke sorgarbejde med sin opstabling af mindeord fra pårørende, venner, nekrologer og gravsten: »Det var alt for tidligt«, »Det var et godt farvel« eller »Han var en lysende begavelse«, osv.
Martin Snoer Raaschou kan både det ene og det andet med sine enkle ord og sætninger. Sammen med Josefine Graakjær Nielsen illustrerer han fint det rige potentiale i den unge lyrik.
