Nogen-og-tyve-årige Lene vil gerne skrive en roman. Hun har faktisk søgt ind på forfatterskolen fem gange, men får femte gang ogsåafslag; denne gang følger der sågar fem klovneansigter med standardafslaget! Lene må skrive videre derhjemme, alt imens hun passer sit dødssyge job i Føtex, og sin sure kæreste. Lenes bogprojekt – en historie om hvordan samtlige af Danmarks forfattere forliser på en kæmpe luksusliner – ser aldrig dagens lys (øv,øv, øv), men det gør hendes egen historie jo så i stedet.

Tricket er set før, men virker stadig. Især fordi Lone Aburas, som er forfatteren til historien om Lene, faktisk skriver godt, ja undertiden hylende morsomt, let, ungt og absurd om en opvækst i Tåstrup med en forvirret mor og en muslimsk pølsemandsfar, om at have forfatterdrømme, og om virkeligheden i Føtex. Man mærker tydeligt inspirationen fra en anden humoristisk forfatter som Ina Merete Schmidt, mens de lakoniske samtaler, Lene fører på jobbet i Føtex, er som sakset fra en Helle Helle-historie.

»Føtexsøen er en bevidst leg med fiktion og fakta. En leg med, at det kunne have været mig selv, jeg har skrevet om.« Sådan siger Lone Aburas selv om sin bog ifølge pressemeddelelsen. Det eneste, læseren ved om Aburas, er imidlertid, at hun som romanens fortæller har en dansk mor og en egyptisk far. Resten kan være sandt eller falsk, og for at sige det ligeud, er jeg ligeglad. Jeg har læst romaner om Lone og Lasse, og hvad de hedder alle sammen, som ligner deres forfattere, men som naturligvis er fiktioner. Lone Aburas må lege bevidst og ubevidst, alt det hun vil, så længe der kan komme gode bøger ud af det.

Man kan så spørge, om hovedstolen nu er brugt. Personligt håber jeg, at der er sat en hemmelig opsparing til side. Jeg tænker, at det måske er grunden til, at Lone Aburas har valgt ikke at klistre et forfatterfoto på inderflappen. Oven på den voldsomme billedeksponering, som visse yngre kvindelige forfattere får (man hører Rytteriet på avisredaktionen for sig: »Jaaaa, de er sgu søde, de piger, det er de sgu, dejlige«), i stedet for grundige læsninger, synes det ganske befriende. Det er ikke stort og dybt det her, men det er godt og underholdende, morsomt og let spiddende. En bog, som også burde gå lige ind hos unge, både dem med og uden muslimsk far.