En selvbiografi foregiver at fortælle sandheden. At være skrevet med hjertet, uden filter, hudløst ærligt. Alt det dér.
Men det er naturligvis altid kun en del af sandheden, som lægges frem. Både af pladshensyn og fordi forfatteren altid har grunde til at lade nogle – ofte afgørende øjeblikke – forblive ufortalte.
I selskab med Neil Youngs 555 sider lange »Selvbiografi« bliver disse distancerende tanker alligevel underligt uvæsentlige. Måske fordi den store sanger, sangskriver og guitarists forsøg udi genren er aparte på så mange måder. Og afvæbnende på endnu flere.
Men først de biografiske facts, der også toner frem her og der i bogen, og som alle peger tilbage på den dag i 1945, hvor Neil Percival Young kom til verden i Toronto.
Moren var Edna og faren Scott – en anerkendt og myreflittig sportsjournalist. Men deres søn blev ikke det raske barn, alle forældre håber på at få, og som årene gik blev han diagnosticeret med polio og diabetes.
Selv var han nu mere optaget af radioens rock’n’roll, rockabilly, doo-wop og country end af sin krops svagheder. Det viste sig også, at han havde evner i samme retning og spillede på banjo og ukulele, inden han omsider greb guitaren og blev del af flere forskellige orkestre.
Som 15-årig begyndte Young også at optræde alene på barer og små spillesteder. Og da han var 21 flyttede han til USA, til Californien, hvor han var med til at danne det stilskabende folkrock-band Buffalo Springfield og siden blev det fjerde medlem af supersuccesen Crosby, Stills & Nash.
Han påbegyndte desuden den albumkarriere i eget navn, der har gjort ham til en af rockhistoriens kæmper, og som har ført ham ud ad to lydspor:
Det ene er organisk, folk-farvet og med hans særegne anslag på en let raslende westernguitar som signatur. Tænk blot på »Heart Of Gold« eller »The Needle And The Damage Done«.
Det andet spor, hvor han ofte har det flossede og fænomenale backingband Crazy Horse i ryggen, er anderledes strømførende og centreret omkring hans elektriske guitar, der løber ud i lange, slyngede og improviserede forløb – som i eksempelvis »Like A Hurricane« eller »Cortez The Killer«.
Og her minder musikeren Young om forfatteren Young. »Selvbiografi« er nemlig også skrevet med en fritløbende pen, og her begynder han ikke med fødslen og bevæger sig fremad efter den sædvanlige kronologiske snor, men synes at lade tankerne og følelserne lede ham hjemme på Broken Arrow Ranch i Californien, hvor han blandt andet sidder og skriver bogen i den store lade, hvor han har alle sine modeltog.
Dem skriver han en del om, men endnu mere om sin ’49 Cadillac Convertible og andre gamle biler. Og der løber bestemt en nostalgisk åre i ham. En drøm og længsel efter verden af i går. Dengang alting var lavet ordentligt, og musikken lød rigtigt.
Young er nu ikke maskinstormer. Han favner den nye teknologi, og den spiller en stor rolle i hans drøm om PureTone; et musiksystem som kan levere god lyd på nettet og ikke lyder som de komprimerede MP3-filer, han hader af et godt hjerte.
De dræber sangenes »sjæl« og kapper forbindelsen til det »kosmiske« i musikken, og som det turde fremgå af ordene, er Neil Young måske mest af alt en overvintret hippie. En mand som går ture i skovene for at fornemme naturens »ånd«, og en mand for hvem Nirvana ikke er et band, men en åndelig tilstand. Og da hans tour-bus brændte, hvad gjorde han så? Han samlede selvfølgelig de sodede rester og begravede dem i en eukalyptuslund.
Fri kærlighed har han naturligvis også dyrket i de 1960ere og 1970ere, som gjorde ham til en stjerne. Men han slår – uden skelen til sin forfængelighed – fast, at han ikke var nogen stor elsker. Og bestemt heller ikke er nogen elegantier i spillet mellem kønnene. Som da han fortæller om dengang, han fik en kvinde med hjem efter en uge på landevejene. Han havde bare glemt sin kat, der havde overskidt hele bungalowen. Så ingen kosmisk kærlighed den aften.
Anekdoten gør som så mange andre i »Selvbiografi« intet for at pudse det forgyldte billede, rockhistorien gradvist har bygget op omkring Young. Der er således meget at læse om musikkens tilblivelse, men meget lidt om den begejstring og beundring, den har ført med sig i hele verden. Ja, Youngs status som rocklegende kan primært læses ud af dem, han er venner med. Bruce Springsteen og Stephen Stills for eksempel. Eller Bob Dylan, der en dag ringer for at fortælle ham, at han havde en rigtig flot hat på, da han spillede i TV.
Unægtelig et andet, mere jordnært billede af Dylan, der gerne spinder sig selv ind i mytologi. Det gør Young aldrig. Heller ikke når han skriver om de turneer, der har været med til at gøre ham til den rockmonolit, han er i dag.
De har ofte været en plage, forstår man, og at han primært skriver selvbiografien for at tjene penge til PureTone og de andre projekter, han er besat af. Bogen er med andre ord en måde, hvorpå han kan slippe for de slidsomme, men indbringende koncerter. Hvor han i øvrigt også altid har besvær med at finde ud af, hvad han skal tage på. Jeg mindes nu aldrig at have set ham i andet end skovmandsskjorte, jeans og sneakers...
Under bogens blanding af tanker, minder, venskabelig sludren og kærlighedserklæringer til kammerater og kvinder løber en understrøm af vemod. Over vennerne som er døde og ikke mindst dem, der er gået til i de stoffer og den alkohol, han også selv har svælget i. Mesteralbummet »Tonight’s The Night« blev eksempelvis indspillet sent hver aften efter så meget Jose Cuervo-tequila, at han knap kunne stå på benene. Og han har hele vejen igennem karrieren brugt stimulanser til at løsne op for kreativiteten. Det ligeledes brillante album »On The Beach« er således skabt på såkaldte honey slides. »En klæbrig, sort substans« af honning og hash.
Årene og misbruget har da også sat sig på Youngs fysik. Ikke mindst en hjerneblødning i 2005, som har fyldt ham med frygt, ligesom resultatet af den MR-scanning, han siden fik foretaget. Den viste »en tåge i hjernen«, og han skriver, han har fortrudt, han nogensinde så billedet. Lægerne kan ikke sige, hvad det er, men tågen er blevet til konstant bekymring, »en ægte frygt«, i ham og peger bagud, mod faren som blev opløst af demens.
Så derfor hverken ryger eller drikker Young i dag. Og måske er det også frygten for demensen, der gennem mange år har fået ham til at arkivere fortidens koncerter og studieindspilninger med så stor intensitet. På CDer og DVDer. Af frygt for den sygdom som tager alle minder med sig?
Den slags analyse skyr Young nu i »Selvbiografi«. Også i de rørende kapitler om forholdet til sønnen Ben, som er stærkt handicappet. Og den tørre, selvironiske, usentimentale humor, der kendetegner bogen, har sikkert været nødvendig. Og for pokker, han kan være morsom. Som da han har skrevet sig ud i en længere, meget omstændelig passage om et par nye sandaler, han har fået, og om hvorvidt han skal have dem på til middag om aftenen og slutter sådan: »Som du sikkert har bemærket, skal jeg nok holde dig underrettet om resultatet af overvejelserne«.
Eller når han erkender, at han hele tiden bruger ordet »storslået«, selvom han godt er klar over, at der findes synonymer. Men »Jeg foretrækker at kede jer med det samme ord igen og igen, fordi det giver et mere ægte billede af, hvem jeg er.«
Men giver »Selvbiografi« så et »mere ægte billede« af Young end det, vi kender i forvejen? Ja, sådan føles det i hvert fald. Vel er bogen ofte for sludrende og mere slingrende end slynget, men da side 555 er vendt, er det alligevel som om, man er kommet tættere på og ind bag legendebilledet.
Selvfølgelig er det kun et udsnit af et liv. Jo, jo. Men det menneske, der træder frem i udsnittet, er af kød og blod. Med smerte, humor, frygt, idiosynkrasier. Med besættelse af biler og modeltog og 1.000 tanker om lyd.
Den version af Young kunne det være dejligt at møde i virkeligheden. Og så bare kalde ham Neil. Det vil han ikke have noget imod. Hvis man skal tro bogen.
Neil Youngs »Selvbiografi« er oversat af Søren Vinterberg og udkommet på Politikens Forlag, 555 s., 300 kr.
