Naturen raser. Himlen er rød, en vulkan er i udbrud. Verdenskrigen raser. Millioner dør. Men i Island i 1918 er det ikke de ting, der bekymrer, hverken det nære ildsprudlende bjerg eller skyttegravenes fjerne helvede, det er de egne døde, alle dem, der bukker under for den spanske syge. Pandemien ændrer alt, men så alligevel ikke, for i den islandske forfatter Sjóns lille, nye roman, »Månesten. Drengen, der aldrig var til«, insisterer et flertal på normaliteten. Trods sygdom og krig. Trods vulkanen, den evigt truende.
Og midt i det hele er der så drengen Måne Sten, der helt ud i det navn, han kaldes, inkarnerer det drømmende, det anormale, og det hele begynder med, at han, den kun 16-årige, slikker den af på en kunde, for den slags tjener han penge på. Og der er – ikke mindst – Gamle Bio og Nye Bio, de to biografer i den islandske hovedstad. Måne Sten har set alle de film, der er kommet til landet, og alt det ved vi hurtigt, for Sjón sætter sin fortælling i gang med at ridse det væsentligste op. I resten af fortællingen drejer det sig om eros, død og kunst. Og om at være udenfor og bryde ud af sin udenforhed. Ikke mindst. Det erotiske først: Drengens homoseksualitet gør hans trækkerdrengstilværelse lettere. Noget ubehag synes han ikke at føle ved alle de fremmede pikke, han er i nærkontakt med, snarere tværtimod, men hans praksis og han seksualitet gør ham jo til afviger, for bøsser er en vederstyggelighed, det ved alle ordentlige islændinge. Drengen er, også derfor, »ikke til«. Og døden: Den er der, som allerede nævnt, mere brutalt end normalt. Og så er der altså filmen, den på det tidspunkt nye, men allerede højt udviklede kunstart, og den er det vigtigste for drengen, men hans lidenskab for dette »uvirkelige« forøger blot den samlede mængde perversion i hans person, for som en mediciner skriver i det islandske tidsskrift Landet: »Derfor er en film af natur uetisk, den forvandler skuespilleren til fetisch og fremkalder en perversion i tilskueren, der lader sig tiltrække af den som en sommerfugl af en flamme.«
Så er man advaret. Og som om det ikke var nok, er film også dødbringende, for når mennesker samles i fyldte biografsale, øges smittefaren. Måne Stens liv og lidenskaber repræsenterer på den måde alt det, der står uden for normaliteten, farlig sex og kunstens farlighed, og »Månesten« handler da, i sin essens, om, hvordan hans konstante følelse af uvirkelighed, kulminerende i febersyner, da han selv kortvarigt rammes af sygdommen, forvandles til en stadigt højere grad af væren til i verden. Af en slags normalitet. Han må træde til, Måne Sten, og hjælpe til og bære lig, da sygdommen hærger værst, og blandt døde og døende viser han mod og handlekraft, for Reykjavik har nu »for første gang fået en fremtoning, der spejler hans eget indre liv«. Da katastrofen afblæses, får han en chance for at bryde ud og starte nyt.
At året 1918 så også er året, hvor Island anerkendes som suveræn stat, er også en del af historien. Måne Stens selvstændiggørelse falder sammen med nationens. I Sjóns smukke, koncentrerede udviklingsroman en miniature går meget op, men intet er banalt. Det er småt og såre godt.
Titel: Månesten. Drengen, der aldrig var til Forfatter: Sjón Sider: 124 Pris: 229 kr. Forlag: C & K Forlag
