Uklar affære

Don DeLillos nye roman om krig og forældredrab er glimtvis blændende god, men også temmelig ujævn.

Foto: Scanpix

Forhaling af tiden er et genkommende tema i Don Delillos nye roman »Omegapunkt«. Hovedpersonen, den unge dokumentarfilmmager Jim Finley, er dybt optaget af en kunstvideoinstallation på MOMA i New York. »24 Hour Psycho« hedder den og består i en gennemspilning af Hitchcocks »Psycho« i et tempo, hvor den varer netop et døgn. Finley tilbringer time efter time, dag efter dag, i det mørke galleri, dvæler ved detaljerne i filmens næsten stillestående afvikling, reflekterer over hvor langt ude i fremtiden, hans tid, handlingen pludselig strækker sig, og føler sig efterhånden hjemme i denne tidløse tidslomme.

Men Finley har også en filmidé i tankerne. Han vil gerne lave en dokumentarfilm om og med Elster - ikke en researchet, kritisk film, men et langt "one-shot", hvor Elster står op ad en nøgen væg og taler om sig selv og sin indsats under krigen. Den bestod jo i bund og grund i at legitimere en illegitim krigshandling og i at tale unge mænd ind i, at det var en god sag at dø for. Elster fortryder ikke sine handlinger, men modsætter sig ideen. Alligevel inviterer han Finley med hjem til sit hede domicil i den Californiske ørken. Og her kredser de så om hinanden. De taler om tid, om film og om krig, og den ene dag tager den anden. På et tidspunkt dukker Elsters datter op, men hun forsvinder igen sporløst, efter at Finlay har gjort en svag tilnærmelse til hende.

Starter godt

Romanens åbningskapitel med beskrivelsen af Psycho-installationen er eminent god, men resten af romanen fungerer kun glimtvis godt. På et niveau synes den at fortælle en ret banal historie om, hvordan et menneske, der med åben pande har været med til at sende tusindvis af unge mænd i døden, pludselig selv rammes af smerten over at miste. Men det er åbenlyst, at DeLillo vil meget mere end det. Identitetstab, paranoia og mediekritik titter frem hér og dér. Norman Bates' moderbinding og -drab vækker resonans i samspillet mellem Finley, Elster og datteren, og tidstemaet klinger med som en fast grundtone. Men resultatet virker uforløst og rodet, og samlet set virker romanen vel anstrengt i tonen og karaktertegningen.