Carl Frode Tiller har modtaget både Kritikerprisen og Brageprisen i Norge, EUs litteraturpris og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for »Indkredsning«, som er hans tredje roman. I norsk presses litteraturvæddeløb har han for flere år siden været udråbt til at tilhøre norske forfatteres elitedivision.
Selv om der er tale om en særdeles afdæmpet roman, er der noget om snakken. Rammen er enkel, grænsende til det konstruerede: Litteraten David har mistet hukommelsen og er indlagt på den lukkede afdeling. I en avisannonce efterlyses folk, der kender ham. De bliver bedt om at skrive breve til ham for at hjælpe ham med at stykke det tabte sammen igen.
Uden at kunne komme til at besøge ham skriver ungdomsvennen, ekskæresten og stedfaren udførlige og personlige breve om fortid og nutid. De skriver altså hver deres version af David, og der er både overlapninger og afgrunde af forskellighed i deres opfattelse af ham. De indkredser ham gennem egne erfaringer, og dermed bliver hovedpersonen en biperson, og romanen kommer til at bestå af en række stærke (selv)portrætter.
Mellemrum og tavshed
Selv om der ikke sker det store udadtil, sitrer siderne af på en gang højspændt og afdæmpet psykologisk drama med bergmanske rødder. Det er særdeles stilsikker grundforskning i mellemrum, tavshed og de halvt bevidste lag, der motiverer mennesker til at gøre ét i stedet for noget andet og til hele tiden at såre hinanden uden at ville det.
Man driver ubesværet fra sind til sind og rammes af den voldsomme og hverdagsagtige ensomhed og desperation. Man læser og bliver klogere - på sig selv og på andre, på de forskydninger, der bringer os nærmere hinanden, de underspillede misforståelser, der skubber os væk igen.
Det er at bringe verden i bevægelse, selv når der ikke sker det store. Det er så knaldhamrende velskrevet, at menneskeportrætterne løftes op til et nyt litterært niveau. Det er en god historie i sig selv og kunst i særdeleshed.
