Udvandrerkrimi

Vidar Sundstøl har skippet de norske fjorde til fordel for Lake Superior i USA i krimitrilogien om politimanden Lance Hansen.

Og at dømme efter første bind, »Drømmenes land«, er nordmanden absolut ikke på afveje i Minnesota, hvor han da også selv har boet. Bogens første offer er en norsk turist, der camperede ved søens bred. Lance, som selv er efterkommer af norske udvandrere og interesserer sig indgående for lokalhistorie, aner en sammenhæng med et mord begået 100 år tidligere. Desuden bliver han bange for, at hans bror måske har noget at gøre med sagen. Fortidens og nutidens synder optrevles i en stemningsmættet historie, hvor det lokale politi må trækkes med bistand fra FBI og en norsk politimand. Ojibway-indianere og pelsjægere skaber lokalkolorit, men det er de nærgående psykologiske portrætter, som de folder sig ud i scenerne med Lance og hans gamle mor, der forklarer, hvorfor bogen tog prisen som bedste norske krimi 2008.