Jes Fabricius Møller er historiker og optræder i TV, når kongefamilien er på skærmen, og kanalerne har brug for lidt historik om den royale historie. Med sin bog »Dynastiet Glücksborg« fortæller han om den kongelige familie i fortid og nutid og lægger speciel vægt på det nære forhold mellem kongehuset og »det danske folk« – som han bredt formulerer det. Der er tale om en meget flot bog i kaffebordsstørrelse med glimrende illustrationer. Papiret er tykt og billederne står knivskarpe – det er Gads forlag, der har udgivet bogen.
Der er gode iagttagelser bogen igennem om den vanskelige balanceakt, det er at få noget så gammeldags som et kongehus til at være i overensstemmelse med et moderne demokrati og med en befolkning, hvis glæde ved de royale jo ikke er naturskabt.
Dette er ikke et festfyrværkeri af letlæste historier om de kongelige, men nærmere den nøgtern historiker, der sætter glücksborgerne ind i en større historisk og konstitutionel ramme. Han lægger vægt på, at glücksborgerne ikke var populære, da de fik kongetitlen i 1800-tallet, og først med Christian Xs optræden under besættelsen knyttedes der stærke bånd mellem kongehus og befolkning.
Jes Fabricius Møller er ikke nogen sprællevende fortæller. Han har det med at dræbe fortællingen med sin blege skrivestil, istedet for at sprudle af fortælleglæde. Det kan dog have sin berettigelse, som når han lægger nogle af myterne døde. Den gamle vandrehistorie om, at Frederik VIII døde på et bordel i Hamborg, afliver han således. Kongen fik simpelthen et hjertestop på en gåtur, da han var i Hamborg i 1912, og det var ikke hos prostituerede, at han blev syg og døde.
Fyldige kapitler
Christian Xs rolle under besættelsen bliver nøje beskrevet, og han neddæmper den heroiske fremstilling af kongen under krigen ved at skrive, at kongen stod bag regeringens samarbejdspolitik, og at han således støttede statsminister Buhls berygtede anti-sabotagetale i september 1942 – den som også filmen om Hvidstengruppen gør så meget ud af. Jes Fabricius Møller skriver, at det er ironisk, at kongen i krigens sidste år og helt frem til sin død kom til at stå som et samlende symbol på den aktive modstand. og at det var et »udtryk for en sært forløjet harmonisering, men vi kan også se den som udtryk for kongens fornemste funktion, at samle nationen«.
Både Frederik IX og Margrethe får fyldige kapitler, hvor danskernes loyalitet – ja kærlighed – til kongehuset understreges. I de sidste kapitler går forfatteren helt op til nutiden, men det er her, at det går galt med kaffebrygningen. Uanset, om man er tilhænger af kongehuset eller ej, så er det jo ganske legitimt at gå tæt på de indbyggede dilemmaer, der ligger i et kongehus ageren i et demokratisk samfund og i en verden fyldt af konflikter. Var det således rimeligt, at kongehusets Ordenskapitel tildelte en række af verdens værste skurke og dubiøse politikere i det 20. århundrede de fineste æresbevisninger? Og er kongehusets livsstil og pengeforbrug, nu hvor medierne har så travlt med andre, der flyver på 1. klasse, rimelig? Og kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i kongehusets behov for at manifestere sig som kunstnere i egen ret, når de har så let ved at få positiv særbehandling? Jes Fabricius Møller berører let disse problemstillinger, men man føler sig ikke tryg i hans hænder, fordi han ivrigt taler kongehusets sag. Han svigter sin rolle som kritisk historiker.
Det er som sagt en meget flot kaffebordsbog, men kaffen er tynd.
Forfatter: Jes Fabricius Møller. Titel: »Dynastiet Glücksborg. En danmarkshistorie«. Sider: 320. Pris: 350 kr.
Forlag: Gads Forlag.
