Tweenbog på kanten: Om venskab og vildskab

Det er en balanceakt at bevæge sig på spydspidsen af læring og leg, af voksenhed og troskyldighed, af løftede pegefingre og sænkede parader. En lille uligevægt til den ene eller den anden side ses tydeligt, tydeligere end hvis man mosler ud ad en flad landevej, hvor skævhed og svimmelhed og skridt til siden omvendt kan være af det gode, overraskende og brydende.

Sissel Bergfjords »På kanten« er netop en tweenbog på kanten. Den handler om tre drenges venskab og vildskab, om mod og overmod, død og dumsmarthed, og den er på mange måder rigtig god. Det meste af tiden holder den sig således elegant på den sublime tinde, hvor historien er intenst og smukt fortalt, og hvor lagene mellem linjerne og i Halfdan Piskets streger er dybe og dramatisk dobbelttydige, som når der står, at »Månen lyser lige ned over havet. Jeg kan ikke se det, men jeg ved det. Jeg har set det før«.

Men – og dette er så meget tydeligere, fordi »På kanten« netop balancerer på en funklende børnelitterær knivsæg - indimellem træder teksten skævt, den tipper ud mod den belærende voksenside, retter hurtigt op og får slagside mod det barnlige, inden den atter kommer i vater og fortsætter fabulerende og fængende – men med læseren slået en anelse ud af kurs.

Gør det noget? Er det ikke netop skæverterne og de små unøjagtigheder, der gør skabelsen menneskelig og ikke gudelig sublim? Tjoh, men spørgsmålet er, hvor store de små fejlvævninger må være. Når der prikkes hul i en ellers meget fint fortalt historie med løftede pegefingre, er det ikke altid lige kønt.

Det er således ærgerligt, at jeg-fortælleren Thais, der ellers gerne er med på den ene og den anden drengestreg, tænker bedrevidende voksentanker så som »Der var noget bedende i hendes stemme«, eller »Kirken var bare et flot hus. Med god akustik. Det var vel også derfor, at man var begyndt at spille rockkoncerter i kirker« eller »Han tænker ikke over, at man kan gå for langt.«

Disse tanker skulle læseren sådan set selv nå frem til at tænke, de skal ikke serveres som pædagogiske bud. Og Bergfjords tekst er faktisk stærk nok til at løfte budskabet uden disse pegefingre.

Den historie, som hun og Pisket fortæller i et interessant grafisk formsprog med skiftevis hvide og sorte sider, handler om venskabsbånd og venskabsdynamik, om savn og sorg og ulige opvækstvilkår og om helt almindelige skarnsstreger så som at gå alene ud og bade med en luftmadras i midten af oktober.

Det gør de tre drenge, Thais, Jakob og Bjarke, og det ender eller er lige ved at ende grueligt galt. Og når man som Thais for kort tid siden mistede sin far en aften, hvor alt ellers tegnede let og lykkefuldt, ved man godt, at det utænkelige kan ske, og at verden kan vende på hovedet på et splitsekund.

Det kan teksten også, den kan tippe fra side til side og være skiftevis fremragende ungdomslitteratur og halvfrelst opdragelseslekture. Men kan man som læser selv holde tanker, tekst og tungen lige i munden, er der såmænd en susende skøn læseoplevelse i vente.