Turen går til Sodoma og Gomorra

Roman: Første bind af Jakob Ejersbos posthume prosa-trilogi tager læseren med til det sorteste Afrika, hvor man vandrer i det trøstesløse, dybt ulykkelige spor af en teenager, der hverken er europæer eller afrikaner.

Foto: Martin Dam Kristensen

2009 bliver et Jakob Ejersbo-år. Ingen tvivl om det. Hen over det halve år udkommer hele tre bøger, som den 40 årige forfatter efterlod sig ved sin død i sommeren 2008. Den første hedder »Eksil« og udkommer onsdag.

Det er en roman, der åbner slingrende og fragmentarisk. Præcis som når man efter flere døgns febrilsk rejse sættes af på torvet midt i Afrika. Det fyger om én med fremmede navne og flimrer forbi med pludselige glimt og brokker af oplysning, fortættet i superkorte kapitler på en til to sider. Og ligesom rejser ofte digter sig selv, samler Ejersbo langsomt de mange tråde, der er lagt ud, og på baggrund af Kilimanjaros himmel knytter han på næsten 300 sider et stort og hjerteskærende epos i 17-årige Samanthas på én frygteligt sårbare og frygtindgydende vitale skikkelse.

Samantha, også kaldet »Sam the Man«, er dog ikke den eneste, der portrætteres i Ejersbos roman. Ud af denne sjældent stærke kvindeskildring fra en mandlig forfatters hånd vokser også et civilisationskritisk dobbeltportræt. Dels af et kontinent, der stadig behandles af de hvide som for 500 år siden. Dels af en forældregeneration, der i 1970erne og 1980erne lod deres små og større børn sejle deres egen grænseløse sø.

Socialisme og narko
Vi befinder os i Tanzania i midten af 1980erne, hvor landet stadig er under socialistisk regime, korruptionen løber amok, og narko er ved at blive verdensdelens nye lukrative handelsvare. Som den modne mand Victor siger en dag, da Sam i sin naive tro på hans kærlighed følger sin erfarne elsker på disse nye handelsveje af hvidt pulver, så er der ingen lukrative krige tilbage i Afrika, fordi det ikke længere er tale om soldaterstyrker, der slås mod hinanden, men bønder med macheter og Kalashnikover i hænderne. Derfor er narko den nye business for den hvide mand.

Ret hurtigt i romanen finder man ud af, at det ikke er prosaiske småting, den smukke og sensuelle Samantha skal lægge krop og sind til i forsøget på at finde sig selv - som kvinde, kammerat, familiemenneske, voksen og europæer. Sam er nemlig engelsk og hvid udenpå, men taler swahili og har boet i Tanzania, siden hun var tre. Derudover har hun, kan man rolig sige, levet et dysfunktionelt familieliv med to forældre, der hader hinanden og ikke kan finde ud af at drive et hotel sammen. Mor er dybt alkoholiseret og far - den tidligere lejesoldat i Biafra – er et ualmindelig dumt svin, der forbander mindst ét af de to børn, han har sat i verden. Alle odds er derfor imod Sam, forstår man, da det står klart, at den djævelske far har ladet sit eget kyniske, hårdkogte jeg gå i arv til »Sam the Man«; en drengepige, der både kan slå fra sig, tale møgbeskidt og få drengenes bukser til at klø.

»Vi er passagerer hos vores forældre«, siger Samantha, og de eneste faste holdepunkter og formildende omstændigheder i hendes rodløse liv er havet, hun kan svømme og dykke i, suset fra eksperimenter med sex, alkohol og stoffer og så den solidariske storesøster, Allison, der med sine ægteskabelige drømme så alligevel repræsenterer al den borgerlige idyl, Sam gang på gang smadrer med sin anarkistiske, selvdestruktive livsførelse i og uden for kostskoletiden. Lige meget hvor meget hendes far (på evig handelsrejse for at sælge våben til ANCs militære træningslejre) end forsøger at banke den yngste datter på plads, så hun kan få sin eksamen og blive tvangsdeporteret »hjem« til England, bryder Sam med sin ubændige og dødsensfarlige livsappetit gang på gang ud af normalitetens fuglebur.

Hvad dette vilde ridt på ryggen af syrede Samantha gennem et centralafrikansk Sodoma og Gomorra ender med, må læseren selv erfare. Det er en fængslende oplevelse at genopleve Ejersbos prosa. På trods af de eksotiske kulisser forfalder han aldrig et sekund til at skeje ud i magisk realisme eller andre former for litterært spil for galleriet, men fastholder knivskarpt den nøgne, nøgterne prosatone i denne grumme historie om den fortræd, man kan gøre mod børn og mod et kontinent.