Turèll er Nordic Noir

Efter succesen med »Forbrydelsen« kan englænderne ikke få nok. 32 år efter udgivelsen – og 20 efter forfatterens død – er Dan Turèlls første krimi, »Mord i mørket«, kommet i engelsk oversættelse – med salgslinien »classic crime fiction from Denmark«.

Forfatteren Dan Turell Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Op ad Vesterbrogade kørte vi, med de kinesiske restauranter, natkioskerne og bordellerne blandet ind imellem de smukke og statelige gamle huse og de kæmpende små kirkesamfund, alt sammen mixet af Den Store Bartender i midnattens mildnende lys hvor alt skinner blåt og smukt og forgæves i grønt, gult og rødt. Bag ved alt lå den store blege desperation, storbyens, og sagde: Sex, selvmord eller søvn?«

Da hele Danmarks Onkel Danny i 1981 lod sine sortlakerede negle danse hen over skrivemaskinen og udgav sin første kriminalroman, »Mord i mørket«, var meningerne delte. Var det bare den provokerende digters forsøg på at skrive nogle hurtige kommercielle succeser, så han kunne få afviklet sin skattegæld, eller var krimierne en dybfølt homage til hans amerikanske helte Dashiell Hammet og Raymond Chandler?

I en tid, hvor svenske Sjöwall og Wahlöö var det tætteste, man kom på nordic noir, gjorde Dan Turèll København til en ægte storby med sin skildring af Vesterbros neonskilte, ludere og lommetyve. Og selv om han blev ved med at benægte det, var der en del biografiske lighedstræk mellem den 34-årige digter og hans jævnaldrende alter ego, den navnløse journalist, der hører jazz, bor i Istedgade og er lige så følsom, som han er hårdkogt.

Fra 1981 til 1990 skrev Dan Turèll ti romaner og to novellesamlinger i mord-serien. At den første for nylig udkom på det ansete engelske forlag Norvik Press (der, som navnet antyder, specialiserer sig i nordisk litteratur), skyldes en tilfældighed, som end ikke Dan Turèll kunne have fundet på.

Initiativtageren til udgivelsen, Mark Mussari, der også har oversat romanen til engelsk, voksede op i Pennsylvania, men var allerede som dreng fanatisk optaget af dansk kultur. Det startede med en interesse for dansk møbeldesign og udviklede sig til en stor viden om dansk sprog og litteratur. I dag har Mark Mussari en ph.d. i skandinavisk kultur og har skrevet flere bøger om skandinaviske designere og forfattere.

»Da den nordiske noir-bølge blev større og større, tænkte jeg: Men hvor er Turèll? Det var mærkeligt, for det var Stieg Larsson, Jussi Adler-Olsen og Jo Nesbø, som fik al opmærksomheden, og selv om Turèll på mange måder var den originale, var han ikke oversat til engelsk. Så jeg begyndte at læse hans krimier, og jeg kunne ikke stoppe igen, før jeg havde læst dem alle. Og jeg tænkte, at de skulle oversættes,« siger Mark Mussari, som i dag bor i Arizona.

Når man spørger rundt om i det danske (litterære) krimimiljø peger flere på Jesper Stein som en naturlig arvtager til Dan Turèll. En sammenligning, der efter forfatterens eget udsagn får ham til at rødme af stolthed, når han bliver præsenteret for den.

»Den dag, en anmelder skrev det, var der ikke noget, der kunne såre mig,« siger han og peger på beskrivelsen af storbyen, som en af de ting, han har til fælles med Dan Turèll.

»De første danske krimier, jeg læste som 17-18-årig, var Dan Turèlls, og jeg var vild med dem. Dengang boede jeg i Aarhus og kendte ikke København, så jeg var fascineret af denne her romantiske, desillusionerede helt,« siger han.

Da Jesper Stein selv begyndte at skrive krimier, var det nu ikke Dan Turèll, han skelede til, men snarere ovennævnte Dashiell Hammet og Raymond Chandler og deres arvtagere, folk som James Ellroy og Michael Connelly. Men også en norsk forfatter som Gunnar Stålesen har været en inspiration med sine »kælderkolde oneliners fra en kynisk, romantisk antihelt,« som Jesper Stein udtrykker det.

»Den slags forfattere, der formår at skrive et tidløst billede af den moderne storby frem,« siger Jesper Stein og læser de linier fra »Mord i mørket« op, som denne artikel indledes med.

»Det er jo poesi! De linier står for mig som indbegrebet af, hvad Dan Turèll kunne. Som skildrer af storbyen er der ikke nogen, der kommer op på siden af ham. Der er passager, som er helt eminente og enestående lyriske og koncentrerede. Der er ingen, der som ham kan beskrive en mørk, regnfuld gade. Den slags kan man kun skrive, hvis man både elsker og hader et sted. Ian Rankin kan det med Edinburgh, Jo Nesbø med Oslo, Michael Connolly med Los Angeles, og Dan Turèll kunne det med Vesterbro,« siger Jesper Stein, der mener, at Dan Turèll snarere skal puttes i genrekassen med american noir.

»Men lad os da bare kalde det nordic noir, hvis det kan hjælpe til med at proppe det ned i halsen på englænderne. Hvis »Forbrydelsen« og Wallander kan bane vejen for, at man begynder at læse Dan Turèlls krimier, så er det da fremragende,« siger han.

Hvis man er vant til Stieg Larsson, Jo Nesbø og Lars Keppler, bliver man dog skuffet, siger Jesper Stein, for der er ikke det samme tempo i Dan Turèlls krimier.

»Man læser ikke »Mord i mørket« for at sidde med hjertet oppe i halsen, men for at dvæle ved de mange lyriske passager. Plottet bliver ikke afviklet tempofyldt, og der er lange passager, hvor der ikke sker særligt meget. Helt modsat moderne krimier. Jeg kan godt forestille mig, at han vil have svært ved at nå et bredere publikum, for der er ikke meget smæk for skillingen. Men man kan kompensere for mangel på plot og finmekanik, hvis man som Dan Turèll har fået trukket digterkysen godt ned over ørerne og har hvæsset pennen ordentligt.«

Mark Mussari er enig. Hvis man læser krimier for at få tilfredsstillet sin sult efter åndeløs spænding, snedige plots og bestialske kvindemord, går man forgæves hos Dan Turèll.

»For ham var plottet ikke det afgørende. Det vigtige var derimod skildringen af mennesker, miljøer og stemninger. Gaderne omkring Istedgade og Vesterbrogade bliver i sig selv en karakter i bøgerne, der er lige så stærk som den navnløse fortæller,« siger Mark Mussari, der mener, at »Mord ved Runddelen« fra 1983 – den fjerde af kriminalromanerne – bør være den næste, Norvik Press udgiver. »Murder at the roundabout«, som den vil komme til at hedde på engelsk.

I essayet »Chandler’s Blues« skrev Dan Turèll selv om indflydelsen fra Raymond Chandler, som var en mester i at portrættere den kyniske, hårdkogte mand med det store hjerte, der har set og oplevet for meget. Mark Mussari mener, at man kan trække en linje fra Raymond Chandler til Dan Turèll og tilbage til Ernest Hemingway og peger på de mange jazzede, musikalske elementer i krimierne, som sammen med de mørke og uhyggelige passager rummer stunder af stor poetisk skønhed.

»Man kan mærke, at bøgerne er skrevet af en poet,« siger Mark Mussari.

»I mange af Dan Turèlls krimier er kriminalsagen nærmest latterlig. Som i »Mord ved Runddelen«, hvor hovedpersonen fire gange kommer til at falde over liget ved en fejltagelse. Det ville aldrig ske hos Henning Mankell eller Jussi Adler-Olsen.«