Med afsæt i diverse ferierejser rundt omkring i Europa skriver debattøren Klaus Rothstein sig i en ny essaysamling ind på en række af de forhold, som i de seneste årtier har rusket op og udfordret såvel menigmand som hele verdenssamfundet. Seperatisme, terrorbomber, klima, Rothstein kridter op og forsøger at perspektivere med afsæt i personer eller konkrete begivenheder uden at ende med egentlige svar.
Kildematerialet er, som hos broderparten af kollegerne, andre kommentatorer og avisartikler fra hele verden. Aldrig en primær kilde, i bedste fald citeres fra et avisinterview med én. Alt for megen refereren og skyden bryst i lånte fjer udvander potentielle aha-oplevelser. Sigende er Klaus Rothstein mest læseværdig, når han selv skriver og taler.
»Den Nøgne Maskine« lider under, at de enkelte essays har mellem et og fem år på bagen. De er i et urimeligt langt noteapparat forsøgt opdateret, men det er lidt som at indrømme, at det essayistiske hovedspor ikke er godt nok til at stå alene. Hos Klaus Rothstein er det på den anden side sådan, at det ikke er en historie eller en betragtning, før han har været forbi i tanke og formidling. Han er Sherlock og Nabokov. Selvtilliden er beundringsværdig og især modig, men den er også småirriterende al den stund, at selv hvis man har læst færre aviser end forfatteren, og det har de fleste, er der ikke rigtigt noget nyt at hente. Kun vejen til pointerne er Rothsteins.
Vil man sætte fokus på de store ting, der sker i vor verden, må man følge med udviklingen. Hvilket eksempelvis kunne få én til at efterlyse causerier om finanskrisens påvirkning af demokratiet. Eller hvad med internettets radikale ændring af alt - kultur, identitet, samfund? Den største omvæltning i verden nogensinde. Man ville gerne læse Rothsteins bud på disse emner, alene fordi han ikke er hverken økonom, aktionær, filosof eller politiker. Men han tænker gammeldags, det gør han altså.
Der er mange fine sidespring til skønlitteraturen at hente i de enkelte essays. Til tider kammer det unødvendigt over og bliver prætentiøst, det handler simpelthen om doseringen. Havde Rothstein så bare været mere humorist og kvart så selvhøjtidelig. Det ville tillige have åbnet »Den Nøgne Maskine«. Potentielt bør der nemlig være ganske mange interesserede til en bog, der ambitiøst giver sig i kast med de største emner formidlet med en skønlitterær stift. Men som skrevet står ender samlingen mestendels som (endnu) en lukket bog til landets debatmennesker.
