Tove Ditlevsen anno 2012

Talentet er til at få øje på i Olga Ravns stærke, sprængte debut om pigesind, abort og bryster af kød og voks.

Olga Ravn giver læseren heftig og vilter poesi i digtsamlingen »Jeg æder mig selv som lyng«, hvor kroppen spiller en central rolle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robin Skjoldborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal ikke dømme en bog på dens omslag, siges det. Men indimellem kan det nu sige en del om indholdet. Tag bare Olga Ravns første digtsamling, »Jeg æder mig selv som lyng«, hvis forside forstiller de røde, koralrevslignende kirtler i et kvindebryst, og hvis bagside viser 18 nubrede brystvorter. På rad og række.

Og netop kroppen er udgangspunktet i Olga Ravns digte, præcis som den er det hos mange andre debutanter i tiden.

Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen skriver eksempelvis også meget sanset og indimellem brutalt konkret om kroppen - med alt hvad det indebærer af sekreter, kropsåbninger og drifter.

Olga Ravn nærmer sig alt dette med Tove Ditlevsens digtsamling »Pigesind« fra 1939 som en art undertekst og resonansbund. Den var også en debut, men er langt lettere at gå til end »Jeg æder mig selv som lyng«, hvor man allerede i titelvalget kan mærke, at her er der en noget mere heftig, vilter og trodsig poesi på færde.

Bogens første del er da også samlet under overskriften »Grammatisk ubehag«, og her ses der stort på den letlæsthed, Tove Ditlevsen dyrkede. Men i selskab med de lange linjer - som løber vertikalt på siderne - forstår man, at ordene på deres egne insisterende måder pejler sig ind på puberteten. Menstruationen er »kroppens månedlige udskilning«, mens »bevidstheden siver ud af sidste barndom«.

Areola mammae

Siden toner - præcis som hos Tove Ditlevsen - en abort frem af siderne og trækker ekkoer og tråde gennem resten af digtene. Og gennem digtets jeg: »Kirurgien sidder i kroppen, efter fosteret er suget ud. Det er en hemmelighed, narkosen og kroppen har.«

Abortsporet, som aldrig bliver til tung socialrealisme, løber langsomt og ret brillant sammen med bogens to stærkeste kapitler, »PLANCHE« og »Front is matter«.

Her skriver Olga Ravn om kroppen med brug af medicinske termer - som »brystvortens bløde rosafarvede ring, areola mammae« - og om Sir Astley Cooper der var mediciner i 1800-tallet og blandt andet studerede og beskrev det kvindelige bryst.

Billedet på digtsamlingens forside forestiller en af Coopers voksfyldte brystmodeller, og sammenkoblingen mellem ham og digtenes jeg sker, da jeget konstaterer, at han kun studerede kvindekroppe på under 24 år:

»Ligesom jeg er 24 og står og ser på mit bryst i montren med sin mælkevoks/stivnet i 1840, jeg drypper også lidt blod fra min abort, der samler sig mellem kønslæberne,/presset op mod underlivet af de stramme bukser.« Gisp og wow.

Ikke alt i »Jeg æder mig selv som lyng« er dog så stærkt, og indimellem bliver den sproglige kraft mere diffus end dynamisk. Men Olga Ravns indkredsninger af pigesind, krop, sex og kravet om at være en perfekt pige - at være »reklamepigebarnet« - ER bristefærdigt med talent. Og enkelte linjer bliver siddende længe efter, de er læst. Som »Selvfølgelig er jeg forsømt, som enhver er forsømt.« Nøgternt, men alligevel fuldt af følelse. Som så meget andet i en debut der kalder på meget mere.