Det hele begynder med en frisk fejde. Tre respekterede akademikere udgiver en antologi om et fjernt emne totalitarismen i det 20. århundredes Europa. Men pludselig bliver det meget mere nærværende. På selve udgivelsesdagen offentliggør den ene af de tre redaktører, universitetsadjunkt Mikkel Thorup, et længere avisindlæg, hvor han tager afstand fra en central pointe i bogen nemlig at islamisme er vor tids totalitarisme og skriver, at pointen gør os »dummere på verden«. Det vil medredaktør, professor Mehdi Mozaffari, ikke have siddende på sig og svarer med et ligeså langt indlæg, hvori han klandrer sin kollega for ikke at være inde i sagerne og skriver, at Thorup er »ikke-systematisk«, »nonchelant« og »en modig mand«. Se, det er god underholdning: Når de kloge slås, må selv tåber se på!
Den eneste, der endnu ikke har ytret sig i fejden, er bogens tredje redaktør, Hans-Jørgen Schanz, der var marxist i gamle dage, men i dag vistnok stemmer på Venstre. I antologien placerer han sig på en fredelig midterkurs, hvor han bl.a. argumenterer for, at begrebet totalistarisme giver god mening og ikke bare er noget, amerikanerne opfandt tilbage i 1950erne for at kunne kritisere sovjetkommunismen fra universitetets auditorier og i lærde tidsskrifter. Det var ellers sådan, det akademiske Vesten havde det med begrebet totalitarisme i flere årtier, og først efter Murens fald gik det op for flere af de kloge, at totalitarisme ikke bare var antikommunisme, men også et instrument til at beskrive samfund, hvor staten stræber efter total kontrol og umyndiggør såvel borgernes juridiske og moralske person og individualitet og knuser al spontanitet, sådan som tysk-amerikaneren Hannah Arendt beskrev det i klassikeren »Det totalitære samfundssystems oprindelse« fra 1951. Schanz betoner, at der i 60erne og 70erne skete det, at totalitarisme-begrebet blev overtaget af den venstreorienterede civilisationskritik, som mente, at kapitalismen medførte en »snigende totalitarisme«, altså at Vesten ikke var stort bedre end de kommunistiske regimer rundt omkring på kloden. Men det var »nonsens«, fastslår Schanz og konkluderer, at en ny religiøs-ideologisk totalitarisme har gode vækstbetingelser i den muslimske verden.
Fra historie til samtidshistorie
Og her står vi ved problemets kerne, som er samtidshistorisk. Kan eller tør vi bruge videnskaben til at sige noget om ikke bare fortiden men også den tid, vi selv lever i? Kort sagt: Er Iran totalitært? Er Koranen? Er hadith-litteraturen? Er Det Muslimske Broderskab totalitært? Mehdi Mozaffari skelner fornuftigvis mellem totalitarismens tre faser. Første fase er ideologien, næste fase en bevægelse og sidste fase en statsform. Fordi bombemændene i London endnu ikke har en stat, kan de altså sagtens være totalitære oppe i deres hoveder. De har drømmen om tusindårsriget og tøver tydeligvis ikke med at bruge desperate midler til at forkorte ventetiden, ligesom de mere eller mindre bevidst ser sig selv som en del af en større bevægelse mod samme mål. Intentionerne er altså til stede. Konsekvenserne endnu ikke.
Det er denne kerne, som antologien »Totalitarisme - venskab og fjendskab«, netop ikke når frem til, fordi bidragyderne er for uenige til at begynde med. Jan Ifversen skriver lærd og distanceret om civilisation og barbari, Adam Diderichsen interessant om den antikke politiske tænkning, Carsten Bagge Laustsen og Mikkel Thorup kompetent om fjendskab med udgangspunkt i den tyske statsteoretiker Carl Schmitt, som ingen kan lide, men mange taler om. Det er altsammen på et efter danske standarder højt niveau. Det samme gælder Gert Sørensen og Carsten Juhls respektive kapitler om det totalitære potentiale i fascismen, hvormed totalitarismen forstået som total samfunds- og bevidsthedskontrol blev født som begreb, idet det var Mussolinis mænd, der opfandt selve ordet omkring 1920. Karl-Christian Lammers derimod, som har skrevet og skrevet om nazismen, tramper stadig af sted som den Wartburg, han er, sprogligt set, og Uffe Østergaard er læst bedre andre steder.
Smæk for skillingen
Men, men, så er der atter smæk for skillingen hos Curt Sørensen, der vil problematisere totalitarismeteorien, og Erik Kulavig og Mette Skat, hvis indlæg går i brechen for samme. Lidenskaber klæder nu engang mennesket. Er man forvirret som læser, er det på et højere plan. Bl.a. er det mærkeligt, at kommunismen ikke har fået en generel behandling, men at bogen har valgt at behandle »stalinismen« på linje med fascismen og nazismen. Som om Lenin ikke var en ryggesløs forbryder og hans regimente netop ikke det samme. Hvorfor må det ikke hedde kommunisme eller bolsjevisme? Spørgsmålet bringer os med ét tilbage til det gængse syn på kommunismen i den akademiske verden under Den Kolde Krig. Stalin var rigtig slem, men Lenin har god nok på bunden. Han var i hvert fald en stor statsmand. En udlægning, der blev gentaget i debatten i Jyllands-Posten i løbet af den seneste måned om historikeren Kristian Hvidt og hans rosende omtale af Lenin. At den internationale sagkundskab forlængst har fundet frem til, at Lenin såmænd var den første af mange tyranner, som greb magten i Rusland, lader vi blot stå til almen orientering.
Hvis historien stadig er brandvarm, er nutiden det mildt sagt også, og derfor skal lyde et højt hurra for antologiens sidste to bidrag om islamisme af henholdsvis Mehdi Mozaffari og Tina Magaard. Førstnævnte gennemgår ven-fjende-dualismen hos fire forskellige islamister, sidstnævnte går bogstaveligt til værks i sin læsning af de islamiske grundtekster og supplerer med et anneks indeholdende præcise referencer til fremtidig brug. Så kan alle slå efter og se de islamiske fjendebilleder, voldsudøvelsen og ekspansionen ret i øjnene. Mozaffari bygger oven på og viser, hvordan historiske begivenheder og politiske motiver helt tilbage fra 1920ernes slutning tilsammen danner islamismens edderkoppespind, hvis lim er offerrollen, som også de andre totalitære bevægelser benyttede sig af, hvad enten de opfattede sig selv som ofre for kapitalismen, for jøderne eller for borgerskabet. Eller som Mozaffari tordner mod Thorup:
»Bevægelsens ideologiske rødder går altså langt tilbage i historien og har intet at gøre med nutidig kolonialisme. Ved man ikke det, mister man blikket for årsagen til islamismens anti-vestlige anti-imperialisme. Det er ikke det imperialistiske princip, islamismen er imod. Islamister føler sig krænkede over, at imperialismen er vestlig, når den jo burde være muslimsk.«
Uanset at denne antologi ikke rigtig tør behandle problemets samtidshistoriske relevans, udgør bogen en herlig rodebutik af gensidige beskyldninger og udeladelser plus alt det saglige, læserne får at vide. Den er mærkeligt redigeret, men samtidig overraskende informativ. Med og imod sin vilje.
