Emnet for hans kærlighed er en livagtig statue af en nøgen pige. Kærlighed gør som bekendt både vanvittig, men kan også flytte bjerge, og pludselig er pigen ikke i gips, men kød og blod. Et fortryllet sommereventyr med kærlighed, flydende tid og frihed åbner sig. Bent Hallers nye roman er en særegen blanding af realisme og magi.

For er der en fornuftig forklaring, som det antydes, er det hele en drøm, eller handler det om den lille oplysning, at Adrian ikke tager sin medicin på Læsø? Tvetydigheder kan være frugtbare, men her synes jeg, det er forvirrende, ikke mindst med den ret voldsomme afslutning in mente, der peger på, at Adrian er psykotisk, hvorved den ellers fine eventyrstemning reelt ryger sig en tur. Sprogligt er det en udfordring – jeg tror, Haller har sat sig selv den opgave at få flest mulige talemåder med (god opgave til skolebrug – find og fortolk), ligesom H.C. Andersen også bringes i spil.