Den tørrede brudebuket på væggen, som hænger i så mange danske hjem, er temaet i en af de virkeligste samtaler i Allan Milters debutroman. Ordene føres af naboens kone og husets fire-årige datter. De er begge statister i livet på villavejen, vigtige, men egentlig usete statister, som til gengæld selv er skarpe iagttagere af livet omkring dem.
»Er det ikke lidt skørt at hænge tørrede blomster på væggen?«, spørger barnet og fortsætter: »Blomster skal da have en vase at stå i, skal de ikke? Og vand, som de kan drikke?«
Men brudebuketten er færdig med at være levende blomster, og det er ægteparret bag buketten også. Der leves adskilte liv i hver sin skyttegrav. Intet ved ægteparret egentlig om hinanden, skønt de ved en hel del. Den andens måde at børste tænder på, klippe hæk på og, hvad der tales om, når de lige har elsket, ved de alt om. Men om den andens følelser, længsler og begær ved de intet.
Måske fordi safterne er drænet væk bag hækken, fascineres manden af naboparret, da han tilfældigvis opdager, at naboen slår sin kone. En lille apatisk kvinde med store kunstige bryster, der lader sin mand gøre ved sig, hvad han vil. Da parcelmanden får stillet en kikkert op i barneværelset, hvor han ved siden af det sovende barn kan følge naboparret helt ind i soveværelset, ser han ind i en verden af sex, vold og rå udnyttelse, hvor naboen tager, når han vil, og kvinden er til for hans skyld. Det tænder i den grad parcelmanden. Han dagdrømmer om nabokonen, som han også en dag forfølger rundt i byen.
En hel besættelse bliver det, som genforener ham med hans egne drifter og vender ham mod hans egen kone, som han kræver på en ny og for hende overrumplende og dejlig måde. Kigget ind i naboens soveværelse bliver simpelthen et vendepunkt, som på den ene side truer med at smadre parcelmandens ordnede tilværelse, men som på den anden side virker som et wakeup-call, der revitaliserer hans liv. Og brudebuketten får ny næring fra safter, der længst var glemt, efter en thriller-lignende afslutning, hvor vores parcelmand viser sig som en sand helt.
Det er på mange måder en god debutbog. Der er takter i retning af Leif Panduro, nu iført Weber grill og byggemarked. Men forfatterens afstand til sine personer lægger sig ofte som et distanceret lag ned over siderne. Man sidder som en presset blomst på væggen og iagttager upåvirket de store dramaer, der udspiller sig nedenfor en. Interessant, men en anelse tørt i længden.
