Henrik List er en modig mand. Fra »Henne om hjørnet«-klummerne i denne avis (sammen med Torben Weirup, ) til fotoessayet »Bangkok Ladyboys« og debatbogen »Sidste nat i kødbyen« har han frygtløst kastet sig ud i debatten om kønsroller, prostitution og sex og taget de til tider tørre tæsk langt under bæltestedet. Derfor skal der en god dosis dødsdrift til for igen at smide sig ud i et frådende hav af puritansk kønsfeminisme. I Weekendavisen kaldte anmelderen Leonora Christina Skov eksempelvis List for »en falleret journalist« og »en middelklam sexturist«, og mange vil uden tvivl benytte lejligheden til at »glemme«, at den tidligere Berlingske-journalist denne gang har begået en roman, som, lige meget hvor grænseoverskridende den måtte forekomme, skal læses på skønlitteraturens præmisser.
I »Solen skinner aldrig på en go-go-bar« er hovedpersonen – og Lists alter ego – den midaldrende journalist Robert Larsen, Bob blandt venner, med en forfatter i den omfangsrige bleghvide mave. Efter nogle hårde år i den hjemlige mediemaskine er Bob stået af ræset for at emigrere til sexturismens Shangri-La, Pattaya i Thailand, hvor han forsøger at skabe sig en tilværelse som øldrikkende og underbetalt freelancer, hvis idé om det gode liv er at have råd til engang imellem at tage en pige med hjem.
Historien om Bob pakker List ind i en satirisk nøgleroman, hvor portrætterne af diverse kulturpinger er modelleret efter virkelighedens ditto.
Med et kip med hatten til Jørgen Leth konstruerer han en historie om den berømte billedkunstner William Flemming, som chokerer, da han på Statens Museum for Kunst udstiller fotografier af (måske) mindreårige thaipiger i en genfortolkning af Gaugins berømte tahiti-malerier.
Pressen kaster sig naturligvis over skandalen, og mens en tabloidavis sætter den depraverede Bob på sagen med at opspore William Flemming, sender morgenavisen fra samme bladhus den renskuerede, ambitiøse Rune Mathias Lütken med det første fly til badebyen, hvor han – så forudsigeligt som i en gennemsnitlig drengerøvsfilm – både skal have tyndskid, drikkes i hegnet og få stådreng over en alt for ung thaiskønhed.
Med litterære forbilleder fra Charles Bukowski over Tom Wolfe til Henry Miller og Suzanne Brøgger sætter Henrik List modigt sig selv og sin seksualitet i spil, og han har masser af noir i blodet og en overdosis ord i fingrene, som mange vil misunde ham. Pornografi, antropologiske iagttagelser, kunstteori, thailandske fraser og slang, som får knuden til at slå tunger, blandes sammen til Lists helt særegne hjemmebryg: ».... greb en nusset klud og tørrede sig om munden; gurglende hals i Colgate-mundskyl og harkende en blanding af det pink fludium, sit eget spyt og resterne af hans tyktflydende varme »mælk« ud i håndvasken.«
»Djævlen ligger i detaljerne«, skriver List så rigtigt et sted, og dem gentager han så igen og igen, indtil man til sidst går kold på en overdosis strittende brystvorter og hududslæt mellem balderne.
Imens forbliver forbindelsen uforløst mellem Rune Mathias Lütken, Bob og intrigen (hvem har lækket thaiudstillingen til pressen? Hvor er William Flemming forsvundet hen?) Bogens tredje problem er satiren. Eller manglen på samme. Den er nemlig fastlåst i sit grundsyn på, at den moderne medievirkelighed, de bedrevidende kulturradikale og det nypuritanske big mother-safund pr. definition er lige så lattervækkende som ambitiøse mænd, der kører med cykelhjelm, drikker caffe latte og selvfølgelig har små tissemænd.
Det er synd, når List kan stoffet og miljøet til spidsen af sin kronragede isse. Og i fortællingen om Bob har en historie, som kun han kan skrive.
Forfatter: Henrik List Titel: »Solen skinner aldrig på en go-go-bar« Sider: 328 Pris: 299,95 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof
