Tintin og den mystiske oversættelse

Hvorvidt den nye Tintin-oversættelse falder i ens smag, afhænger blandt andet af, om man vil have dokumentarisk autencitet eller mundret politisk korrekthed.

Fra det moderne til det mere autentiske. Tintin har ved et uheld væltet congolesernes tog med sin bil, og det er de meget utilfredse med. I den nye oversættelse (øverst) virker afrikanerne dummere end i den gamle. Bemærk for eksempel forskellen i kvindens replik. »Se hvad dig har gjort ved stakkels sort dreng,« siger den opbragte mor i den nye udgave, der altså ligger tættere på Hergés orginal. Illustrationer: »Tintin i Congo« af Hergé/Carlsen<br><a href='http://images.bm4.metropol.dk//193/193922/193922_original.jpg>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

Så er første bind af forlaget Carlsens nyoversættelse af Tintin omsider udkommet, og allerede inden man åbner for »Tintin i Congo«, føler man sig hensat til de tider, hvor tegneserien blev læst højt af en piberygende far, mens børnene fulgte åndeløst med over lænestolsryggen. Det skyldes den fornemme indpakning, som forlaget har givet denne ultimative tegneserieklassiker med hårdt cover, halvlæderryg, papirkvalitet og sobre farver. Prisværdigt i en tid, hvor tegneserier betragtes som en sekundavare, der kun fortjener de billigst mulige løsninger.

Det er altså en dejlig Tintin-bog, man får i hånden, omend man studser over, at forlaget har ændret det klassiske forsatsblad, hvor seriens store persongalleri hænger som malerier på en tapetseret stuevæg.

Men nu var det jo ikke udgivelsens udstyr, der var sommerens store tintinologiske debatemne. Det var i stedet genoversættelsen af seriens tekst, som forårsagede ramaskriget.

Størst postyr vakte det som bekendt, at en af seriens bifigurer, Max Bjævermose, skulle skifte navn til Constantin Strøm, hvilket dog siden er blevet trukket tilbage af forlaget, ligesom man forargedes over, at der skulle pilles ved Kaptajn Haddocks svadaer.

Det første album i genudgivelsesrækken, »Tintin i Congo«, er ikke berørt af disse for vort land så vigtige spørgsmål, da hverken Bjævermose eller Haddock optræder i dette tidlige album.

En hurtig sammenligning mellem den nye og tidligere oversættelse, viser imidlertid, at der er tale om en væsentligt anderledes tekst.

Den nye oversætter Niels Søndergaard har i overensstemmelse med forlagets ønsker bestræbt sig på, at teksten ligger så tæt på Hergés farveudgave fra 1946 som muligt. Det betyder, at den forrige oversætter Jørgen Sonnergaards meget mundrette og forholdsvist moderne tekst fra 1960erne er blevet erstattet med en ældre, mere knirkende tekst.

Når hunden Terry på første side af den nye oversættelse jager en edderkop ned i en skibskiste, siger den: »Hvor har det gemt sig, det ækle udyr?« i stedet for Sonnergaards: »Hvor blev du af, dit lille vilddyr?«. Ikke en kæmpe forskel, men en fuldt hørbar altmodischhed, som er fastholdt gennem hele albummet.

Bramfrit og politisk ukorrekt
I dialogerne mellem Tintin og de indfødte, koloniserede congolesere, er teksten tillige bragt tilbage til forne tiders bramfrit politisk ukorrekte, i og med de sorte ikke længere synes i stand til at bruge verber. Hvor opviglerne blandt kolonimagtens undersåtter i den gamle oversættelse mumlede: »Du er en ond hvid mand«, siger de nu: »Du ond hvid mand«. Det kan synes som en detalje, når billederne nu som før skildrer de sorte som rene karikaturer med skorstenshatte og operetteuniformer, men tonen er umiskendeligt en anden.

Den store forskel i oversættelserne vil uden tvivl skabe stor debat fremover i takt med, at resten af de i alt 22 album udkommer, og hvilken der er den bedste, kan næppe afgøres entydigt.

Det afhænger nemlig af, hvilken slags autencitet man ønsker at fremme. Ønsker man større lighed med originalmaterialet, er den nye oversættelse den rigtige. Men foretrækker man en tekst, der har bedre samklang med nutidens sprogtone, er den ældre »Bjævermose-tekst« at foretrække, omend den naturligvis bærer præg af være blevet til for omkring fyrre år siden.

Den »naturlige« oversættelse
Man er fristet til at blive lidt »lomborgsk«, hvad angår spørgsmålet om at ændre på den tidligere oversættelse.

De første album i serien er nemlig blevet omtegnet og genoversat så hyppigt, at man ikke længere meningsfuldt kan tale om den mest korrekte eller »naturlige« udgave. Hergés egen første sort-hvide udgave fra 1930 var således tegnet i streg, der var langt mere enkel og i højere grad lignede de samtidige amerikanske avisserier, med vægt på faldepåhalen-komik, grovkornede gags og naive skildringer af de sorte.

1930-udgaven var også et produkt af kolonitiden, og i den kunne man blandt andet finde den absurde, hysterisk propagandistiske scene, hvor Tintin underviser en klasse afrikanske børn på en missionsskole. Dagens lektion: »Jeres fædreland Belgien«!

Man kan altså hævde, at Hergé, med sin langt mere realistiske omtegning fra 1946, selv har øvet vold mod sin oprindelige serie, i og med den nye streg kun med mådelig succes klæder den ellers helt igennem barnlige historie med grædende krokodiller og eksploderende næsehorn(!).

Der er dog stadig tale om et Tintin-album med alt, hvad det indebærer. Hergés formidable evne til at tegne medrivende, uafbrudte actionforløb, hans smittende appetit på at formidle eventyret og hans milde, barokke humor er her i sin vorden i forhold til de senere mesterværker, men er ikke desto mindre til stede til overflod.

Tegneren blev senere berømt for den grundige geografiske og antropologiske research, der gik forud for Tintins mange rejser, og den er da heller ikke helt fraværende i »Tintin i Congo«. Tintin møder således en repræsentant for det hemmelige congolesiske Aniota-selskab, der med snigmord bekæmper den hvide kolonimagt og dens sorte kollaboratører. Ideen til episoden fik Hergé på Museé Royale d'Afrique Centrale i Belgien, hvor man i 1930erne havde udstillet en Aniota-figur.

Guldklump af tintinologiske fakta
Denne lille guldklump af tintinologiske data kan man læse om i Michael Farrs »Tintin - en rejse gennem Hergés univers«, der gennemgår samtlige album og sammenholder dem med det righoldige kildemateriale, som tegneren og hans medarbejdere brugte som forlæg. Det siger sig selv, at også denne udgivelse er komplet uundværlig for enhver, der er blot almindeligt interesseret i Tintin, da denne dimension er et så væsentligt element i seriens store fascinationskraft.

Farrs bog rummer de visuelle forlæg for alt fra de japanske pansrede biler i »Den Blå Lotus« til amazonindianernes hovedprydelser i »Det Knuste Øre«, hentet fra ugeblade, kataloger og leksika og fra Hergés researchrejser til lokaliteterne. Samtidig klarlægger »Tintin, en rejse...« den ofte forvirrende revision af seriens tidlige historier, som den tager udgangspunkt i - i den i dag obskure politiske samtid.

Endelig rummer den også de sjove personlige hib, som Hergé strøede ud over serien. Man husker med stor fornøjelse slutbilledet i »Det hemmelige våben«, hvor Kaptajn Haddock får besøg af forsikringsagent Konstantin Strøm... undskyld, Max Bjævermose, der med sin vanlige utålelighed har inviteret hele sin kaotiske rallyklub til at campere på kaptajnens græsplæne.

Ifølge Farrs bog skete dette jævnligt for Hergé, når hans landsted blev indlagt som post i den lokale bilklubs rallyløb.